Japansk tegnefilmskunst, stilistiske arketyper, og et tysk guldaldermaleri som jeg altid har elsket.
For snart en del år siden tog jeg til Berlin med det formål at besøge to forskellige steder. Det ene var statsarkivet i Lichterfelde, og det er en historie I får en anden dag. Det andet var Alte Nationalgalerie, hvor Die Toteninsel har været udstillet siden en anden Böcklin-fan lånte det, først til sit Berghof og senere til sit rigskansleri i Berlin fra 1940. Det udmærkede sig ved at være overraskende lille – mit TV er større! – og overraskende dybt. Fotografier yder slet ikke farverigdommen og detaljerne nogen form for retfærdighed.
Die Toteninsel, De Dødes Ø, var et hit i sin samtid. Maleriets dragende, melankolske, nærmest bittersøde stemning giver stof til eftertanke og fantasier. Samtidig er det et produkt af sin stilperiode, europæisk guldalder. Hvis man er bare lidt kunstinteresseret kaster man ét blik på det og afgør, at det hører til sidst i 1800-tallet. Men kunsten at fortælle en god historie kan ikke inddeles i årstal; arketyper er udødelige. For at skabe noget nyt bør man først se sig tilbage.
Der er noget fantastisk over at se et 130 år gammelt maleri brugt som en diskret reference i en moderne, japansk anime-serie. Det er det, som de engelsktalende kalder for et easter egg – en skjult reference, som kun nogle af seerne overhovedet vil bemærke eller forstå. Det får mig til at hoppe op af stolen og vifte med arme og ben mens ingen andre i rummet aner hvad jeg taler om.
Japansk tegnefilmskunst
Jeg er faktisk ikke den store fan af anime. Det er en fortællekunst som altid har slået mig som skinger, action-fikseret og fuld af kulturelle normer. Normerne ligger så langt fra mine egne, at jeg ikke fatter størstedelen af humoren eller plottet.
De helt store produktioner som Princess Mononoke og Howl’s Moving Castle fra Studio Ghibli – dem kan jeg godt med. De er tilrettelagte og gennemarbejdede så et internationalt publikum let kan være med (Howl er endda baseret på en britisk børnebog af Diana Wynne Jones, en af mine yndlingsforfattere siden barndommen). Jeg tudede mig hele vejen gennem en anden Ghibli-produktion, den selvbiografiske Grave of the Fireflies. Den ender ikke lykkeligt. Japanerne kan noget med storslåede scenerier, store følelser, og historier, som ender bittersødt, eller i ren tragedie.
Vi europæere vil gerne have vores historier med en slutning, der afspejler forløsning, håb, og problemer, der er blevet løst. Vi har en lige så stor tradition i vesten for film og bøger, som ender i tragedie, som handler om den uafvendelige, ubarmhjertige død. Men til forskel fra japanerne udtrykker vi den i meget højtsvungne former. Shakespeare’s tragedier og Bergmans film er kunst med stort K.
Samtidig ser vi serier om massemordere og hævnere, men de er jo netop forløsere, problemknusere – det kan godt være, at hovedpersonerne er deciderede antihelte, men de handler og fjerner forhindringer, og placerer sig dermed solidt i vores egen fortælletradition hvor handling løser problemer.
Dødslængslen
Men den er der jo stadig, dødslængslen, trangen til at se enden som noget smukt og melankolsk, en udfrielse fra livets smerte. Enhver vampyrforfatter med respekt for sig selv har brugt mindst et par tangenter fra gothic horror’s store hjørnesten: Dragning imod døden. Bram Stoker’s Dracula hypnotiserer kvinder, så de selv lukker ham ind og søger døden i hans arme (han må fandeme være god til at kysse). Mary Shelley’s Frankenstein handler ikke om andet: Monstret søger først sin skabers død og så sin egen. Døden er en befrielse og genren er brolagt med gravsten.
Vi tror altid, at vi skaber noget nyt. I virkeligheden bruger vi blot de arketyper, de tropes, som andre har brugt i århundreder – for folklore, årtusinder – før os. Vi bygger videre på en fortælletradition som går tilbage til det første lejrbål. En tradition som vi har til fælles på tværs af kulturgrænser og traditioner. Det er derfor, at en moderne japansk tegnefilmsserie kan lave så smuk og intens en scene ud af et maleri, som var et popfænomen i tysk guldaldermaleri i 1886. Det er stadig den samme historie.
Hvis der er nogen af jer, der nu overvejer at tage et kig på Kuroshitsuji, så lad mig runde af med en advarsel: Den butler er temmelig skarp i et køkken.
