Ursula K. Le Guin er død. Det kommer jeg nok lige til at bruge et par dage på at tænke over, for hun er en af de forfattere, der har haft den allerstørste indflydelse på mit eget skriveliv. Jeg var ni år gammel da jeg første gang læste Troldmanden fra Jordhavet, og den skræmte skidtet løst i mig. Siden gav jeg mig i kast med Atuans Grave, og dens trykkende beskrivelser af at være fanget under jorden gav mig mareridt i flere år fremover. Alligevel elskede jeg begge bøger, for de fik mig til at føle og tænke og ligge vågen om natten, og det er en stor oplevelse.
Imidlertid var det Altid Hjem, en af Le Guin’s ikke så kendte romaner, der fik mig til at bestemme mig for, at sådan ville jeg også skrive. Altid Hjem er en sær blanding af roman og etnografiske optegnelser; selve handlingen udgør vel nærmest en tredjedel af bogen – som faktisk er temmelig gedigen. Resten er opskrifter, anekdoter, folkesagn og alt muligt andet, som umiddelbart ingen relevans har. Men når man når til vejs ende, så har man en oplevelse af virkelig at have lært dette fremtidige, sandsynligvis indianske folkefærd at kende. Man har levet med dem, følt med dem, forstået dem, på et niveau, som jeg ellers sjældent ser i hverken fantasy eller science fiction.
Og det var netop det, der fangede mig ved Le Guin. Hun puttede etnologien, folkloren og de humanitære studier ind i genrer, der ellers udmærkede sig ved som regel at sætte plottet før samfundet. Der er handling i hendes romaner, men fokus er på de mennesker, som handlingen foregår rundt om.
Der er allerede skrevet en fantasillion nekrologer over Le Guin. Jeg kan kun tilføje, at verden er pludselig lidt tommere, lidt mere ensom, nu hvor det lys er borte, som fik mig til at bestemme mig til hvad jeg ville med min kreativitet.