Selv i gamle dage var der ikke langt mellem naboerne i lille Danmark. Der kunne være en god ridetur mellem udflyttergården og den landsby den var grundlagt fra, og boede man ude i skov eller mose var der endnu længere. Men naboerne var aldrig langt borte – og ofte var de hverken døbte, konfirmerede eller for den sags skyld menneskelige.
Vætter, trolde, ellefolk, og hvad de underjordiske nu ellers er blevet kaldt gennem tiderne har alle det til fælles at de i virkeligheden repræsenterer naturens kræfter. Lunefulde men gavmilde, ødelæggende men også skabende og frugtbare. Når bønder fortæller historier fra midten af 1800-tallet er det som om vi hører fjerne stemmer fra langt før der var noget der hed kristendom, eller for den sags skyld aser og vaner. Vi er tilbage i en urtid hvor naturens luner er altafgørende for menneskets overlevelse.
Derfor fortalte vores forfædre historier om naboerne. Altså ikke dem på gården ved siden af, men ham ude i bækken, i højen, eller i de gamle træer. Naboerne, uanset om de kaldtes vætter, nisser, eller trolde, havde meget til fælles med bonden selv. De levede på samme måde, bare ude i skoven eller neden under de store sten. Derfor lå det heller ikke bonden eller gårdkonen fjernt at handle med naboerne. De var jo lige som dig og mig. Næsten da.
For husfredens skyld
“Der fortælles ogsaa, at Troldkonen, som boede i Bavnen, sendte Hør til en Bondekone i Dalby, for at hun skulde spinde det til Garn, men hun fik Besked om ikke at bløde Garnet med Spyt, for Troldkonen kunde ikke benytte, hvad der kom fra en kristen Mund, men saa blev Bondekonen ked af at spinde for hende, og hun blødte derfor Garnet med Spyt, og saa blev Troldkonen vred og sendte ikke mere ned og faa spundet hos hende.”
Nu og da kommer mand og kone op at toppes, eller børn og forældre bliver uenige. Sådan var det også dengang, og så måtte nogen jo flytte væk for husfredens skyld. Når bondens søn kunne finde på at smække med døren og forlade gården i raseri, så kunne vættens søn naturligvis finde på det samme.
Derfor har vi historien om gårdens mand eller karl som kom kørende hen ad landevejen da han hørte nogen råbe til ham. Stemmen bad ham hilse sin kat derhjemme og sige til den at Kurre Murre er død. Da manden kom hjem og fortalte hvad han havde hørt sprang husets kat op fra sin vante plads ved ovnen og sagde, “Er Kurre Murre død? Så må jeg afsted!” Så strøg den ud af døren og blev aldrig set igen. Det var en af de lokale trolde eller vætter som var flyttet over til naboen – altså mennesket – for husfredens skyld.
Guld og hestelort
De underjordiske var som regel ikke dårlige naboer, men man skulle ikke stole længere på en trold end man kunne kaste ham (og da den slags folk tit er lavet af sten er det ikke nødvendigvis ret langt). Vi har for eksempel en historie om en kone der mødte en fed tudse på vejen og sådan lidt for sjov lovede den at hun nok skulle give en hånd med når den skulle nedkomme. Et par dage senere stillede den lokale trold og insisterede på at konen skulle gå med ham for at agere jordemoder.
Heldigvis gik fødslen som den skulle. Troldekonen fik sin unge i sin seng i højen (og altså ikke ude i sivene som rigtige tudser ellers foretrækker) og trolden ville gerne betale barselskonen. Troldekonen trak konen i ærmet og hviskede hvad hun skulle bede om som tak for hjælpen. Det skifter fra historie til historie om bondens kone fik lov til at bære gamle blade, fejemøg eller hestepærer med sig hjem i sit forklæde. Dagen derpå var skidtet blevet til guldstykker, dalere, eller skillinger. Trolden havde ellers tænkt sig at hun skulle have noget værdiløst, men hans kone ville ikke have at jordemoderen blev snydt.
Når naboskabet gik skidt
Nogle gange var trolden, bjergmanden eller vætten ikke så god en nabo som man kunne ønske sig. De underjordiske kunne ikke lide når nogen sagde nej til dem. I en historie spurgte en bjergmand til prisen på bondens røde ko. Bonden var ikke interesseret i at sælge, ikke om det så var for en hel skæppe penge. Bjergmanden tog koen alligevel, men han lagde i det mindste den pågældende skæppe penge. Så måtte bonden jo leve med det.
Andre gange var det menneskene der ikke opførte sig ordentligt. En hyrdedreng lod en trolds sorte ko gå på græs sammen med sin husbonds kvæg. Det fik han sin betaling for; ude ved højen stod der hver dag en tallerken med en pandekage og en toskilling, og det var en god løn. Drenge bliver imidlertid til karle, og en dag kom der ny hyrdedreng på gården. Han fik aftalen forklaret af den foregående hyrde, men den brød han sig ikke om. Da han næste morgen havde spist pandekagen og taget mønten knappede han bukserne op og sked på tallerkenen som tak. Fra den dag af var der ikke flere pandekager eller skillinger til hyrden. Men den sorte ko dukkede stadig op hver morgen, så den måtte han passe gratis fremover.
Nogle gange var det tæt på at gå helt galt mellem hyrder og naboerne. I en anden historie drev gårdens lillepige køerne hjem om aftenen da hun hørte en stemme råbe at den hvide ko der, det var deres. Hun så sig omkring, og oppe på højen sad der en pige hun ikke kendte. Pigen forsvandt ned i højen og derefter dukkede der ‘en sort én’ op lige bag lillepigen selv og forsøgte at hale af med hende også. Heldigvis var der høstfolk tæt på som løb over og greb ind, så lillepigen ikke blev bortført af højfolket. Men det hed sig at hun var ‘fjogetosset’ resten af livet, fordi hun havde været for tæt på de underjordiske.
Lyden af naboernes pengekister
“Der ligger en dal mellem Vole og Linå marker, som kaldes Tordendalen. Her kan man om natten høre en stærk buldren i bakkerne, og nogle siger, at det er stenene i dem, der falder sammen, men andre siger, at det er troldene, der slår deres pengekister i låse.”
De underjordiske manglede aldrig penge, og snu mennesker kunne se deres snit til at få del i deres rigdom. Men først måtte man finde ud af om der var noget at komme efter i den lokale høj. Brændte der lys om natten over højen, eller kunne man høre hvordan de underjordiske slog deres kister i låse derinde, så var der bid.
Eller, måske var der ikke. Mange historier fortæller om gravhøje der viste sig ikke at indeholde det store. Gamle knogler, ting af bronze uden nogen større værdi, måske lidt farvede perler og nogle gamle lersager. Moderne arkæologer får måske lyst til at græde, men den slags oldsager imponerede ikke bønderne i gamle dage. En sådan historie slutter med ordene, “Folk kastede efter dem (gravede efter skattene) og fandt nogle stuer som kartoffelkuler, med potter i.” Man kan næsten høre skuffelsen; ønsker man sig guld og grønne skove er potteskår fra bronzealderen ikke særlig tilfredsstillende.
I sådan en historie sad en hyrdedreng oppe på sådan en gammel høj og stak i jorden med en kæp. Pludselig tog troldene fat i kæppen nedefra og hev den fra ham, ned i jorden. Et halvt hundrede år senere lod jordens ejer højen udgrave, og man fandt et stenkammer inden i. Drengen, som nu var en gammel mand, fandt sin kæp derinde!
Enkelte historier handler om sære fund, som nu dengang man gravede en høj ud fordi man mente at kunne høre en kirkeklokke bimle indeni. Historien melder at man skam fandt klokken – samt et bord med dækketøj og flere kurve fulde af råddent flæsk. Så kan man godt sidde her, to hundrede år senere, og spekulere på hvad det egentlig var der blev fundet inden i den gravhøj. Formodentlig har der været tale om tyvegods som andre har gemt af vejen i en jættestue eller delvis åben høj hvor ingen alligevel kom forbi til daglig.
I en kort historie spurgte en lille pige sin far hvad al den klirren og raslen i bakken betød, og fik det svar at det var bjergfolkene der spiste deres aftensmad.
Gravhøje knager nogle gange når vejret skifter, men det skyldes hverken nedgravede kister eller bjergmandens smed. Jorden kan sætte sig under temperaturforandringer, især hvis højen allerede er delvis sammenstyrtet. Er der stadig træbjælker derinde – som for eksempel egetræskisten man fandt Egtvedpigen i – kan man også høre sådan knagen og bragen.
Smedjen i højen
En anden forklaring på larmen går ud på at den i virkeligheden var de underjordiskes smedje. Hyrder som færdedes i nærheden hørte lyden af smeden der arbejdede med sin hammer derinde. Og at have en smed som nabo, det var ikke nogen dårlig ting.
En historie fra Fjallerslev fortælles om en høj hvor der netop boede sådan en dværg eller vættesmed. En mand var ude at fiske ål da hans ålejern gik i stykker. Han gik så op og lagde det ved højen og sagde højt at han gerne ville have gjort ålejernet i stand. Næste morgen lå det hvor han havde lagt det, men repareret og slebet skarpt. Manden havde ikke lyst til at skylde naboen noget så han spurgte ud i luften hvad løn smeden skulle have for sin hjælp. Svaret faldt prompte: “Første fent!” Smeden skulle have den første dags fangst. Den fik han også, og så måtte manden endda bede andre om hjælp til at få båret alle den første dags ål op til højen.
Kilder og citater
“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
Fotos: ©2019 Birgitte Heuschkel.
Du kan også læse den første artikel om naboerne her: Gode naboer: Dør om dør med vætter og bjergfolk.