Hvis du ikke lige er født der eller arbejder i transportbranchen, så er der ikke meget at komme efter i Taulov. Den lille jyske stationsby er mere eller mindre en gruppe gårde og villakvarterer, der eksisterer som satellit-soveby for Fredericia og Kolding. Bortset fra en smuk gammel kirke er der ikke nogle særlige ting at komme efter. Der er to dagligvareforretninger, en sportshal og et par småhåndværkere.
Hvorfor valgte jeg Taulov som sæde for mit igangværende romanprojekt? Fordi Taulov har én ting, som ingen af de andre små jyske stationsbyer har: Min mand er født og vokset op i området. Min svoger er graver ved Taulov kirke. Stort set alle de mennesker, vi omgås i forbindelse med vores hest, bor der. Jeg har adgang til en masse lokal information af den slags man ikke lige kan slå op på Google.
Skriv hvad du ved, siger de kloge hoveder. Jeg skriver så hvad familie og venner ved i stedet.
Der er noget utroligt fascinerende over at sådan grave sig ned i et lillebitte område. Jeg skriver ikke om mennesker, der rent faktisk bor og lever i byen – men alle de geografiske afstande og beliggenheder, de er korrekte. Jeg drysser bidder af lokal historie ind i mit manuskript som det passer sig. Nå, du bor oppe hvor den gamle trælast lå, siger en forælder i historien, for er man fra Taulov, så ved man jo at før der blev anlagt rækkehuse, så lå der en trælast. Biblioteket er en lille bygning omme bag skolen. Brugsen ligger i Adelgade, og stort set alt andet ligger på Kirkevejen.
Der står et monument på kirkegården over tolv døde garderhusarer som faldt ved Kolding i 1849. Graveren kan så fortælle, at der også ligger en gruppe fodfolk fra det samme slag, og forresten fandt man også et par døde tyskere nede ved fjorden efter Anden Verdenskrig, de ligger der også. Monumentet er netop blevet registreret officielt som krigergrav. Informationer, som man ikke kan slå op på internettet, den slags skal man ud i lokalsamfundet for at høre.
Er det så vigtigt? Jeg skriver en spøgelseshistorie med et godt drys folketro. Nu om dage kaldes den slags vist for urban fantasy – også når der ikke er vampyrer og varulve med. Min læser er ikke ude efter en dybdegående gennemgang af Taulovs lokalhistorie. Min læser er nok ligeglad med om hovedpersonen bor på Rytterskolevej eller Bystrædet, og om det tager otte eller tolv minutter at løbe fra Fjordbakkeskolen til Oddersted enge.
Det er vigtigt. Det er så let at tabe overblikket. Har man skrevet i kapitel otte at det tager ti minutter at gå fra A til B, så nytter det ikke noget at det tager tyve minutter i kapitel tolv. Hvis hovedpersonen synes at have en magisk evne til altid meget belejligt at være lige ved siden af det sted eller den person, hun skal bruge, så er det forfatteren, der er doven. Jeg er doven: Jeg gider ikke tegne et kort over en fiktiv by, så jeg kan være konsekvent. Det er meget lettere at bruge Kraks kort online.
Når jeg når enden på min historie vil der være 99 sider lokale historier og fortællinger ud af 100 som ikke kom med i bogen. Det er okay. Som læser kan man mærke om forfatteren har haft overskuddet til at bruge virkeligheden som en slags velforsynet krydderihylde, hvor man kan tilsætte lidt af dit og lidt af dat for at gøre den endelige roman mere levende og virkelig.
Omvendt kan man også mærke hvis forfatteren har klynget sig til en historiebog og følt sig forpligtet til at forsøge at få det hele med, eller endnu værre, at fylde de tomme sider ud med ligegyldige fakta, som ingen relevans har. Lige som med alt andet kan man få for meget af det gode.
Jeg går faktisk og overvejer at flytte på landet. Men så bliver det nok snarere til Herslev end til Taulov. Der er kun fem kilometer imellem de to, men i Herslev er man virkelig langt ude hvor kragerne må have madpakke med. Måske bor jeg derude når jeg starter mit næste projekt. Måske kommer mit næste projekt til at foregå i den gamle mølle ved Herslev Mølleå …