Vi kender alle nissen som sidder på loftet med sin julegrød. Han er en lille, gammel fyr med gråt skæg og rød hue, og hvis han ikke får sin smørklat i grøden bliver der ballade. Men før nissen blev symbol på jul i supermarkedet var han den af gårdens vætter som blandede sig allermest i menneskenes dagligliv.
Vætter og gårdboer
Nissens historie fortaber sig i oldtiden. Han er en vætte, en naturånd som er flyttet indenfor hos menneskene. Måske er han inspireret af de romerske husguder som kaldtes lares, som vore fjerne forfædre hørte om fra rejsende handelsmænd helt tilbage til bronzealderen. Lares spillede nemlig samme rolle i oldtidens Rom som nissen gjorde her i landet for så sent som bare hundrede år siden.
Man skal holde sig gode venner med sin husgud. At sætte grød op på loftet til nissen er den sidste rest af en urgammel tradition. Man ofrer til nissen eller husguden for at han til gengæld passer på hjemmet og arbejder for at der kommer velstand til gården.
Det kan være svært at skelne mellem nisse, vætte eller gårdbo. Det er samme væsen der er tale om: Bittesmå menneskelignende naturånder som holder til tæt på menneskene. Når vætten flytter ind, typisk på høloftet eller i stalden, skifter han navn til nisse eller gårdbo. Så kan man kende ham fra alle de andre vætter som bor tæt på menneskene, men ikke har indgået en samarbejdsaftale med dem.
Nissens signalement
I vores moderne opfattelse er nissen en lille mand med stribede strømper i træskoene, knæbukser og rød hue. I Povl Abrahamsens bog, “Jul i gamle dage”, har forfatteren fået en nisse beskrevet af en gammel bondekone fra Bornholm, som hævdede selv at have set den. Hun blev interviewet i 1960, og beskrev nissen som en væver lille størrelse med gråt skæg og vadmelsklæder, og en rød hue på hovedet. Han smuttede rundt når gårdens beboere var hjemmefra og forsvandt igen når de kom hjem.
Beskrivelsen er næsten identisk med de første tegninger af nisser herhjemme, som stammer fra omkring år 1840. De første nissepostkort, julekortenes forløbere, stammer fra omkring år 1870. De viser nissen på samme måde.
Når nissen er sådan klædt på er det fordi han går i gammeldags bondeklæder. Sådan forestillede man sig gamle dages husmænd og bønder. I år 1840 huskede man på ‘gamle dage’ som den sidste halvdel af 1700-tallet. Da man begyndte at tegne og trykke billeder af nisser kom han til at se ud som man huskede bønderne fra dengang bedstefar var knægt.
Lille, men stærk som bare pokker
Nissen er ikke særlig stor. De fleste historier beskriver ham som værende på størrelse med en seks-syvårs dreng. Nogle gange er han ikke større end en grydeslev. Men umenneskelig stærk, det er han altid.
I en historie fra Dragstrup hugger gårdnissen tit hø fra herregården Søborgs lade. En aften han sådan er ude og stjæle hø har han fået snuppet lidt for meget, så han er nødt til at sætte sig et øjeblik for at få pusten. Der kommer så en bonde forbi på landevejen, og nissen skynder sig at samle sit hø til sig. Han glemmer imidlertid en tot.
Bonden siger så, “Du har vist glemt noget.” Nissen ser totten og svarer, “Den visk kan du have!” Så forsvinder han ellers med hø og det hele, for egentlig har han nok ikke lyst til at sådan at blive taget i at stjæle. Imidlertid er den ‘tot’ som nissen glemte så stor at bonden næste dag må stille med heste og vogn for at få den hjem. Der viser sig at være ikke mindre end syv fulde læs hø!
Nissen som hjælper
Ligesom de andre underjordiske der bor tæt på menneskene er nissen ofte en venlig lille sjæl. Han vil have det han har krav på, men så skal han også nok gøre gengæld. Han har en udpræget retfærdighedssans som den lille husgud han jo er.
Et sagn fra Kalundborgegnen fortæller om en nisse der gerne arbejdede som smed. Folk så ham aldrig, men når noget skulle smedes eller repareres skulle man bare lægge det på en stor sten udenfor gårdporten. Var det noget gammelt der var itu lagde man stumperne. Var det noget nyt der skulle laves lagde man et færdigt eksemplar ved siden af så nissen havde noget at bruge som skabelon. Nissen tog sig betalt for sit arbejde, men kun det halve af hvad landsbysmeden skulle have. Kom man til at lægge for mange penge lå byttepengene altid på stenen næste morgen, sammen med det færdige redskab.
Den samme nisse bankedepå gårdens vinduer en morgen og råbte at folkene skulle stå op, for ellers ville den røde hane gale. Brand var noget man tog særdeles alvorligt så alle skyndte sig ud for at se hvad der var galt. Det viste sig så at noget halm på møddingen var brudt i brand. Der blev slukket inden ilden bredte sig, og det viste sig bagefter at gårdens pige var kommet til at smide varm aske ud.
Den nisse var en god nabo. Ikke bare arbejdede han til halv pris, han holdt også brandvagt om natten.
I en historie fra Livø går en lille pige vild og kommer til en grøft hun ikke kan springe over. En lille bitte mand med rød hue dukker op ingensteder fra, og bærer hende sikkert over. Det var gårdens nisse – og det vidste man med sikkerhed, for der boede kun to familier på Livø dengang, og den anden familie havde ikke nogen nisse.
Nissen elsker heste
Nissen passer godt på gårdens dyr. Et utal af sagn fortæller om vintre hvor man ikke har kunnet grave sig over til stalden for sne. Men da det endelig lykkes viser det sig at nissen har passet heste og køer mens menneskene ikke kunne gøre det selv.
Hestene er imidlertid nissens yndlige. Han pusler om dem og passer på dem, og rider på dem. Når nissen rider gør han noget ved det; står hesten svedig i stalden om morgenen er det fordi nissen har redet den hele natten. Har den lange knuder i man eller hale er det fordi nissen har flettet den for at bruge den som stigbøjle.
Nogle nisser foretrækker røde heste mens andre hellere vil ride de grå. Men åbenbart er der også nisser der helst vil ride på de brogede tinkere, som billedet nedenfor viser.
Man skal ikke blive uvenner med nissen
De fleste har vist læst i skolen om nissen der flytter med, og om nissen der kaster den sure bonde op på brønden eller hustaget om natten. Den slags sagn har vi rigtigt mange af. Nissen vil gerne arbejde og han vil såmænd også gerne både stjæle og slås for sin herre. Men får han ikke det han mener at han har krav på i løn kan han blive rigtig ubehagelig. Nissen har en udpræget retfærdighedssans og man skal ikke forsøge at snyde ham.
Når nissen bliver vred er det ikke altid menneskene der må stå for skud. I et kendt sagn har gårdens pige gemt smørklatten i grøden på bunden af skålen for at drille. Nissen bliver så vred at han går over i stalden og slår bondens bedste røde ko ihjel på stedet. Da han så spiser færdig finder han smørret alligevel. Så skammer han sig, og da han ikke kan mane koen tilbage til livet render han land og rige rundt for at finde en ny ko som er både rød og god inden daggry.
Netop fordi nisser gerne stjæler når de synes at det er nødvendigt bliver de tit uvenner med hinanden. Derfor kommer nisserne nu og da op at slås. Nogle gange tager de mennesker med sig som vidner. Derfor ved vi at nisserne gerne forvandler sig til store dyr eller flammende vognhjul når de sådan ryger i totterne på hinanden.
Kilder
“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
“Folkesagn”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922).Intet ISBN-nr.
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923).Intet ISBN-nr.
“Jul i gamle dage”, Povl Abrahamsen, Lademann (intet udgivelsesår, antikvar angiver 1977). ISBN 87-15-07641-5.
Illustration: Birgitte Heuschkel.
Foto af mareknude gengivet med tilladelse fra facebook-gruppe om hestevelfærd.