Landsbypræsten var konge i gamle dages små landbosamfund. Han førte kirkebøgerne og regerede over alt fra barnedåb over bryllup til bisættelse. Med sin gode boglige uddannelse i ryggen vidste han sikkert mere end sit Fadervor, og så var han jo den direkte forbindelse til Himmerig. Man havde respekt for præsten – eller i alt fald for hans embede. Og man betalte til ham. Uanset om det hed tiende, skat eller offer, så har kirken altid været god til at hale penge op af bøndernes lommer.
Men præsten var stadig kun et menneske. Nogle præster var fine på det, andre var nærige. Nogle var dygtige, andre burde aldrig have fået deres præstekjole og pibekrave. Nogle var stramme puritanere, andre gav sig af med at kurere på folk og fæ som sidegesjæft. Vi har et utal af historier om præster; Gode præster, snedige præster, dumme præster, helt aldeles menneskelige præster som man godt må grine lidt ad – eller med, for det er ikke altid præsten der er historiens offer.
Når præsten er menneske som os andre
Mange præstehistorier går ud på at pille præsten ned fra piedestalen og gøre ham hverken bedre eller ringere end os andre. Det gælder f.eks. præsten som havde skældt stuepigen ud; for at hævne sig snuppede hun et ark ud af den prædiken der lå på skrivepulten. Derfor stod præsten på prædikestolen søndagen efter og talte om hvordan Adam vågnede af den dybe søvn og så Eva ligge der ved sin side. “Overvældet af glæde,” sagde præsten, “måtte Adam udbryde … der mangler et blad!”
Ogsåvarderdenom præstens søn som ville vide hvorfor faderen knælede ved alteret før han gik på præstestolen. “Jeg beder Gud om at gøre min prædiken god,” svarede faderen.
Sønnen så underfundigt på ham. “Hvorfor gør han det så ikke?”
Helligånden i kirken
Nogle gange er det menigheden som inspirerer præsten til at gøre lidt ekstra ud af gudstjenesten. Måske er der blevet snorket lidt for højt i kirkestolene. I alt fald havde en præst og en degn aftalt mellem sig hvordan de skulle synliggøre troen for menigheden. Degnen havde en due som han lærte at komme når præsten gjorde tegn til den. Den skulle smutte ud af et hul i kirkeloftet og svæve hen over præsten før den igen fløj tilbage til degnen for at få sin belønning. Det skulle så forestille Helligånden.
Nummeret gik godt i et stykke tid. Præsten råbte højt mens han prædikede og kaldte Helligånden til vidne på sine ord, og duen dukkede op som planlagt. Men så en søndag hvor præsten rigtigt gik til den med store ord og trusler om Helvedes flammer kom duen ikke. Præsten gjorde tegn og påkaldte Helligånden indtil man til sidst kunne høre degnens opgivende stemme oppe fra loftet: “Helligånden kommer ikke i dag, lille far, den grå kat har taget ham!”
Præsten til søs
Er man ude at sejle må man ikke bande når vejret er dårligt, for det lokker uheldskræfterne til. Men for at det skal gælde skal det naturligvis først være rigtigt uvejr – og det er ikke altid at sømænd og landkrabber er enige om hvornår en frisk kuling i virkeligheden er en dødbringende orkan.
Engang var en præst ude at sejle i et vejr som han i alt fald selv syntes var en voldsom storm. Han var godt bleg om næsen og spurgte da en af matroserne om skibet var i overhængende fare. “Nej,” sagde matrosen. “De kan være ganske rolig. Så længe kaptajnen bander endnu er der ingen fare.”
Vejret blev ikke bedre og noget tid senere kom præsten listende tilbage. “Bander kaptajnen endnu?”
“Ja, det gør han!” svarede matrosen sandfærdigt.
“Åh Gud ske lov,” mumlede præsten, som sikkert for første, eneste og sidste gang i sit liv var glad for at høre en synder bruge sådan et sprog.
Mænger man sig i Himmerig?
Nu og da er det præsten der er hurtig på aftrækkeren når nogen i hans menighed får høje tanker om deres eget værd. Helt tilbage fra katolsk tid (eller muligvis indvandret fra katolske lande) har vi en historie om en adelig frue som fik en alvorlig snak med sin skriftefader. Kunne det nu også passe at adelige som hende selv skulle være sammen med rå og simple bønder i Himmerig?
Præsten kunne imidlertid berolige fruen. “Nej,” sagde han. “De adelige får skam en bænk helt for sig selv i Himmerig. Det er bare en skam at den som regel er så støvet.”
Det er langt fra den eneste historie om en præst med en skarp tunge. En gammel traver handler om præsten der finder et dødt svin på vejen udenfor præstegården. Han ringer til politiet hvor vagthavende naturligvis skal gøre sig lidt morsom. “Er det ikke ellers jer præster der skal tage sig af de døde?”
“Jo,” svarer præsten godmodigt. “Men vi underretter jo altid de pårørende først.”
Kloge folk og kloge præster
I gammel tid troede mange fuldt og fast på den helbredende virkning af strygninger. Det var en skøn blanding af massage, signevers og mystik som hver klog mand eller kone udøvede på helt sin egen vis. En sød historie om en klog kone og en syg ko på Helsinge Præstegård handler netop om sådan en kur. Den kloge kone slår koen i hovedet med sin flint og stål og stryger den så ned ad nakken, henad ryggen, mens hun mumler,
Her staar jeg, Karen Aas,
ved Siden af dig, bitte Ko, i din Baas
og stryger dig fra din Nakke til din Maas.
Kan det ikke hjælpe, kan det dog heller ikke skade.
Præsten havde gemt sig i båsen ved siden af for at se, hvad konen ville gøre, og nu fik han nok af den slags overtro. Han sprang frem og sagde,
Her staar jeg, Pastor Æg,
med Ryggen op til min Væg
med Hesselkæp i Hænde
for at varme Karen Aas’s Ende.
Kilder:
“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Jysk Lune”, Johs. E. Tang Kristensen og Niels Th. Mortensen, illustreret af Bo Bojesen, på forlaget Frede og L. C. Lauritzen (1951).
“Den lille overtro”, Iørn Piø. Politikens Forlag A/S (1973). ISBN 87-567-1573-0.
Foto: Servicelinket (Pixabay).