Indlægget er opdateret 7. juli 2018.
Den første historie om MC Elverhøj:
Der var så smukt derude på landet, men det var der desværre ingen der kunne leve af. Lige siden Landboreformen var det blevet lidt sværere hvert år at få pengene til at slå til. Der blev flyttet på skellene, der blev ryddet krat og revl og dæmmet op og eksproprieret. Til sidst blev der bygget en firespors motorvej lige midt gennem Elbodalen. Så smed Frøj den Ældre sin krone af nyudsprungne pilegrene på jorden og erklærede at han var færdig, færdig med alt det pjat. Hvis nogen ville ham noget kunne de henvende sig ude på den knold i Spang Å hvor han havde tænkt sig at opholde sig fra nu af. Han meldte ikke flytning til kommunen, så der var aldrig mere nogen, der forstyrrede den gamle ellekonge.
Til forskel fra sin far forstod Frøj den Yngre at man ikke kan ignorere fremskridtet*. Tiden gik, lige meget om man kunnelide det eller ej, og højfolket måtte følge med. Eller, for nu at være mere præcis – højfolket fulgte sådan nærmest lidt bagefter, som et vrantent barn i et supermarked, modvilligt og brokkende, men til at lokke med løftet om et stykke slik oppe ved kassen.
Man måtte begå sig i det moderne samfund. Ud røg tågegevandterne, kapperne af grågrøn dis og smykkerne gjort af solglimt mellem sivene. I stedet klædte højkongen sig i skinny jeans, skovmandsskjorte og sneakers, der altid blev ironisk gennemblødte af mosevandet. Han anlagde også fuldskæg og man-bun, en mode som man ikke havde set magen til siden Biskop Absalon bestemte sig for at drage på Venderkorstog i stedet for at bygge Bredstrup kirke færdig. Det var der så nogle andre, der havde måttet gøre i stedet. Der havde engang stået et gudehov i Bredstrup, og så måtte der jo en kristen kirke med larmende klokker til. Fremskridtet ville ikke lade sig kue.
Magi er flygtig og man kan ikke betale sit mobilabonnement med tågeslør, så penge måtte der til. Lidt fik højen hjem på at åbne et mikrobryggeri, men desværre slog Mosekonens Julebryg aldrig rigtigt an hos målgruppen. Det fik én stjerne hos en vigtig anmelder som skrev at det smagte som gammelt åvand hældt på nye flasker. Så var det eventyr forbi. Gammelmor opsagde sit abonnement på ØLentusiasteN samme dag.
Der måtte kunne tjenes lidt håndører på ponyridning til Bredstrup-Pjedsteds efterårsmarked. Hvis helhesten skulle præsenteres som en lidt velvoksen pony, måtte man imidlertid starte med at få vasket århundreders gravmuld af. Pæ Vætte red kræet ind til en fuld vask med det hele. Helhesten fandt sig i skurebørsterne og syntes faktisk at sætte pris på voksbehandlingen. Undervognsbehandlingen ville den godt betakke sig for en anden gang.
Det viste sig hurtigt at et ud af ti børn nu om dage var vokset op i så beskyttet et indeklima, at de havde udviklet allergi overfor enten halm eller pelsstøv, eller begge dele. Frøj selv fik nok af at skændes med overbeskyttende forældre, som syntes at hesten var for høj, for grim, og havde for mange flammer i gabet. I øvrigt ville flere af dem også have 25% rabat når hesten kun havde tre ben.
Til sidst gik Frøj ned i mosen og rodede frustreret rundt i lageret af gamle offergaver, indtil han fandt en gammel, grøn Nimbus motorcykel, som nogen var kørt galt på omkring 1930. Den havde ligget der siden da – mellem gamle bronzeøkser, pilespidser og Bette Mettes samling af træsko hugget fra karle, der ville danse med ellepiger – og ikke været megen nytte til. Nu fik den et formål! Om den gamle Nimbus nogensinde kom til at køre igen, det vidste højkongen ikke. Men med den i baghånden lod han højen indregistrere som værende hjemsted for MC Elverhøj, klub for veteranmotorcykelentusiaster, og dermed var foreningstilskuddet hjemme.
Nu skulle højfolket ind i det enogtyvende århundrede, om det så skulle være med sidevogn. Frøj tog et billede af sig selv siddende ironisk overskrævs på det gamle vrag, postede det til Facebook og klappede sig selv på sin flannelsklædte skulder. Morgendagen lod sig ikke standse.
*Frøj tog fejl. Selvfølgelig kan man ignorere fremskridtet. Problemet består blot i, at fremskridtet sjældent udviser den pli at gøre gengæld.