Vætter og bjergfolk bor rundt om os, i træer og høje, i åer og søer, eller endda under os i jorden. De kan være gode naboer at have, og handle med dem kan man også. Vætterne er ærekære og holder ord – når de altså ikke snyder så vandet driver. På den måde er de ikke anderledes end menneskene – nogle er til at stole på, og andre er det ikke.
Gode naboer hjælper hinanden
“Her ligger I og snuer, og der er ild i eders stuer!”
Vi har mange historier om bjergfolk og vætter der advarer deres menneskelige naboer om brand og anden ulykke. Lidt penge kan det også blive til i hårde tider: Et gammelt mundheld siger at det er godt at leve ved bjerget for så kan man få penge af sine trolde.
Det er ikke altid store, dramatiske ting vætterne hjælper med. Nogle gange er det helt nede på jorden og hverdagsagtigt, som nu historien om hyrdepigen som var ved at sy en særk og ikke kunne huske hvordan ærmet skulle vendes. Nede fra under jorden hører hun så nogen råbe, “Ærmet ret og bullen vrang, så får særken sin rette gang!” Eller en historie fra Gudhjem om en kone som altid slog dej op om aftenen, så havde hendes gode vætte-naboer nemlig altid bagt brødet og ladet det stå i ovnen næste morgen.
En hverdagsbekymring i gammel tid var sygdom, og det vidste de underjordiske naturligvis også hvordan de skulle hjælpe med. I en historie fik en mand det råd af sine lokale dværge at han skulle spise små ål, stegt i deres eget fedt, for at få det bedre. Han fulgte rådet og kom sig, men historien fortalte desværre ikke hvad man skal sige til lægen for at få en recept på en ålemiddag.
Gode naboer handler med hinanden
Vætter og underjordiske påtager sig gerne arbejde som almindelige mennesker ikke kan klare. Mange gange vil de endda gøre arbejdet gratis, når bare mennesket kan gætte troldens navn. Men kan han det ikke skal mennesket i stedet høre troldene til, eller ædes med hud og hår. I eventyrets verden overhører det stakkels menneske så de underjordiske tale eller synge om den gode handel; han finder ud af troldens navn og bliver således frelst. Hos Brødrene Grimm hedder trolden Rumpelstilzchen, som på engelsk er blevet til Rumpelstiltskin. Herhjemme hedder han som regel Finn – et gammelt navn som menes engang at have betydet trolddomskyndig.
Som regel gik handel med de underjordiske mere fredeligt for sig. Nogle gange blev der endda lavet en formel aftale – som for eksempel bondens hyrdedreng som fik mad og en skilling for at se efter bjergmandens kvæg også.
De fleste historier fortælles imidlertid om situationer hvor mennesket ikke ved at der er gjort en god handel før langt senere. I sådan en historie mødte en mand en vætte der sad oppe på sin høj og snittede træskeer. Sådan nogle har man jo altid brug for, så manden ville gerne købe et par stykker og det fik han lov til. Et par dage senere manglede der skeer til grøden og manden stak hånden i lommen – men da viste det sig at de nye skeer var lavet af det reneste sølv.
Gode naboer låner hos hinanden
“Hun kom en dag op til degnekonen og fortalte, at bjærgfolkene der inde i bakken havde været inde hos hende og hentet et skilderi, hun tænkte vel, det skulde være til at pynte op med til et gilde hos dem. Hun havde ledt efter det og kunde ikke finde det. Anden dagen stod skilderiet ved enden af dragkisten, så var de komne med det igjen.”
De underjordiske kommer ofte til at glemme at spørge før de låner af deres naboer. Men det er ikke nødvendigvis tyveri. Mange gange skal man bare holde mund og lade som om man ikke har opdaget at noget er væk. Så lægger den taknemlige bjergmand nemlig noget bedre i stedet for det, som er borte. Sådan går det med en kam der blev borte – da den endelig dukkede op på sin plads igen var den blevet til guld. Men som regel bliver tingene blot afleveret et par dage senere uden den store ståhej. Det er godt at holde sig på god fod med de underjordiske, så det skal man ikke sige noget til. De skal nok erstatte tingene, hvis de går i stykker.
Nogle gange kræves der mere end menneskene har det godt med. En historie fortæller om en kone som sad alene og kartede uld en aften da en bjergkone dukkede op og tilbød at hjælpe. Konen turde ikke sige nej, og snart dukkede der en bjergkone mere op, og så endnu en. Ulden var hurtigt kartet og spundet, men nu ville vætterne ikke gå igen – de ville skam have mad og drikke som betaling, og gjorde ingen mine til at forlade gården igen. Konen fik så det råd af sin nabo at hun skulle løbe ind og råbe at højen brændte og børnene var faldet i ilden. Det gjorde hun, og så rendte bjergkonerne hjem med det samme for at redde deres unger.
Gode naboer kan blive til dårlige naboer
Det er ikke altid at det hele går retfærdigt til. Nogle gange er det vætterne der bliver snydt. På en gård skulle man male malt til at brygge øl. Husfruen sendte husets piger i seng – hun skulle nok selv sørge for at malten blev klar. Pigerne blev nysgerrige, for det var hårdt arbejde og de ville se hvordan fruen selv kunne klare alt det. Ude i bryggerset fandt de to bittesmå dværge med røde huer som maler malt mens husfruen stod med en pisk og holdt dem i gang.
Det er en usædvanlig historie, for her blev bjergfolkene groft udnyttet og ydmyget, men de hævnede sig ikke.
I en anden historie lånte en bonde en tønde sædekorn af sin lokale vætte, og lovede at betale den tilbage når høsten var i hus. Det gjorde bonden også, men vætten var ikke tilfreds. Bonden og hans høstkarle havde nemlig stået i kornet med træsko på mens de tærskede. Sådan gjorde bjergfolkene ikke – de gik i bare fødder på marken og samlede kornene op mellem stråene et ad gangen når de faldt af, og det var meget finere. Der vankede ingen kære mor – bonden blev nødt til at smide skoene og tærske hele tønden om igen før vætten var tilfreds.
Løn for udført arbejde
“Lav mig en rage, så skal du få en kage.”
De underjordiske lader gerne menneskene arbejde for sig mod betaling. I mange historier finder en pige eller karl et stykke tøj eller værktøj der skal sys eller repareres. Det gør man så, og tingen bliver lagt tilbage hvor den blev fundet. Næste morgen ligger der en belønning som tak for hjælpen. Det kan være rede penge, eller bare noget godt at spise, men skuffende er det sjældent.
Mange gange er der to karle i historien, som får hver sin kage eller sigtebrød som belønning. Den ene karl tør ikke spise vætternes mad og bliver derefter syg. Den anden er modigere og spiser sin kage eller brød – han får godt helbred og ti mands styrke. Han blev ekstra belønnet fordi han turde stole på at vætterne nok skulle holde deres del af aftalen.
I en historie fra Bornholm dækkes der op med ikke mindre end to tinskåle med sød vælling og to tallerkener – den ene med flæsk, den anden med æggekage. Og så er der endda sat sølvske, kniv og gaffel ud også. Man spiser fint hos de underjordiske der.
Mange koner spandt hør eller uld for bjergfolkene. Det var der ikke noget underligt ved, bortset fra at når man arbejdede for den slags folk måtte man ikke væde tråden med spyt. Så kunne bjergmandens kone nemlig ikke bruge garnet. Men følte konen sig nu utryg ved sådan at arbejde for de underjordiske, så spyttede hun netop på tråden, for så fik hun ikke flere bestillinger fra vætterne.
Tak for lån
Man skal passe på sine naboer, uanset om de er mennesker eller noget andet. Kommer bjergmanden, trolden eller vætten og beder pænt om at låne noget skal man ikke sige nej. Vi har et utal af historier om vætter der låner brød eller korn. Som regel betaler de tilbage så snart nabogården har høstet. På nabogården slår man nemlig ikke kors i kornet når det er kommet i lade, og så kan bjergfolkene let ‘låne’ af det. Så mere ærlige er de altså heller ikke.
Mange gange betales der tilbage med renter. Lånes der brød til et bryllup kommer der dobbelt så mange brød tilbage – og nogle gange viser de sig at være fyldt med sølvpenge. Andre gange får man ‘bare’ et løfte om fremgang og rigdom i slægten. Sådan forklares velstanden på mange store slægtsgårde – en forfader gjorde en bjergmand en tjeneste.
Gode naboer stoler på hinanden
“Plovdrengen lo og sagde, at han ikke vilde have noget af det troldpaks brød eller vin. Men inden han kom til enden af ageren, havde han brudt sit ben.”
Vætter og bjergfolk er ærekære, og de bliver vrede hvis man ikke værdsætter deres gaver. Har man handlet med dem eller hjulpet dem og fået en belønning skal man ikke takke nej eller smide belønningen væk. Det kommer man til at fortryde. Man skal heller ikke tage den med hjem for at vise dem frem, eller gøre nar hvis belønningen ser sølle ud. Gør man nogle af disse ting bliver man syg, eller falder endda død om på stedet.
Når bjergkonen satte kage ud på et sølvfad skulle man ikke være grådig og tage både kage og fad med sig. Det kunne godt være at man kunne sælge sådan et fad, men man fik forbandelsen med sig at man skulle dø fattig. Men det er vel også kun rimeligt nok – vi andre tager jo heller ikke bestikket med os hjem når vi spiser ude.
Fik man et stykke brød skulle man ikke give det til hesten i stedet for at spise det selv. Dyret kunne dø af sådan et måltid. Men som regel straffede vætterne ikke hesten for bondens dumhed – så hesten blev stærk og fed, og så kunne bonden jo stå der og føle sig dum fordi han ikke selv sørgede for at få det gode helbred som brødet gav.
Man skulle dog ikke se for grundigt på hvad det nu var, man fik at spise. Det så måske ud som brød eller pandekage og smagte lige sådan, men skar man det i stykker kunne det være fyldt med hestehår, halm og skidt. Så var man nemlig igen for mistroisk, og det blev bjergmanden fornærmet nok over til at ødelægge maden.
Vi har tidligere set på historier om bjergfolk og vætter!
Kilder og citater:
“Danske Sagn” (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
Fotos: Andreas Dress, Camilla Bundgaard og Diana Vartanova Rasmussen via Unsplash.