Oktobers varsler

I oktober går ham her i seng.

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Oktober (sædemåned)

I den romerske kalender var oktober den ottende måned; octo betyder otte på latin. Her i Danmark blev måneden kaldt sædemåned fordi vintersæden skulle sås i denne måned.

Det hed sig at hvis træerne ikke tabte løvet i oktober blev vinteren streng. En hård oktober giver en mild vinter, mens en mild oktober betyder en rå og kold marts.

Om bierne hedder det sig at:

Hvis bierne kitter stade tidlig til,
fårene skal drives ind med vold,
og ræven gør,
bli’r det kold’.

Hvis haren optræder i sommerpels i oktober bliver det ikke vinter foreløbig. Hvis træerne ikke smider bladene i oktober bliver vinteren streng.

Når andetrækket begynder er vinteren i anmarch.

Når gravgåsen går til hav og grævlingen i grav
kommer vinteren ikke i skridt men i trav.

Sct. Gallus (16. oktober)

I gammel tid forbandt man Sct. Hedvig (15. oktober) og Gallus med dette varsel: Er Hedvig våd og Gallus tør, så kan man så rug i både mose og kær. Det hed sig også at hvis det regner på Gallus må man så rug på knolde. Med andre ord, under de rette vejrforhold kan man så rug på selv meget våde enge uden at miste sæden.

Sct. Søren (23. oktober)

Når Sct. Søren kommer til by giver han køer og kalve ly. Med andre ord: Nu skal kreaturerne på stald. Sct. Søren regnedes også for en god dag til at begynde slagtningen på.

Simon og Judas’ dag (28. oktober)

Nu skal det helst begynde at blive koldt, for: Går du nøgen, tro ikkun mig, om Judæ dag, det angrer dig. Man siger også: Er vejret pænt på Judæ dag, sne i jul er en sikker sag.

Kilder og citater

“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk
Fotos
Pindsvin  © 2018 Alvin Gellert.