Lige nu arbejder jeg med en science-fantasy roman, som blandt andet handler om kønskamp: nærmere betegnet hvad der gik galt efter at en vanvittig kvinde forsøgte at skabe et diktatur baseret på kønsdominans. Da jeg skrev den oprindelige tekst i starten af 1990’erne havde jeg ikke forestillet mig at den del af historien stadig ville være pinligt relevant tredive år senere. Jeg ville også ønske, at jeg havde hørt om Bechdel-testen.
Min historie er ikke et feministisk manifest, selv om jeg betegner mig selv som feminist. Romanen handler om fascisme. Om hvordan skævvridning af fakta bruges til at gradvist at skabe og normalisere en tankegang, som vi ellers ville anse for at være helt ude i hampen. Men netop fordi at jeg har valgt at min gale fascist har brugt sin kønsidentitet som udgangspunkt for sit vanvid, så har jeg brugt rigtigt meget energi på at tænke over hvordan køn repræsenteres i fiktion. Også ganske moderne fiktion.
Gode intentioner og slidte stereotyper
Jeg skrev den første udgave på et tidspunkt da Star Trek: The Next Generation stadig var den toneangivende science fiction-serie i mainstream medierne. Star Trek forsøgte helt fra starten i slutningen af 1960’erne at beskrive et utopisk samfund hvor ligestilling og ligeværd blev taget for givet. Det lykkedes ikke. På trods af Gene Roddenberry’s gode intentioner er både serien fra 1966 og serien fra 80’erne stadig plaget af slidte stereotyper (og jeg elsker serierne alligevel, blandt andet fordi de faktisk forsøgte!).
Der var stadig længe til at vi fik en kvindelig Star Trek-officer, der havde sin egen vigtige rolle og sin egen autoritet. Det nærmeste var vel Beverly Crusher, den kompetente rappenskralde af en skibslæge. Tasha Yar var så dårligt konstrueret at hun blev skrevet ud allerede i første sæson, og Deanna Troi var ikke en stærk beslutningstager – der er endda et afsnit, der specifikt handler om hendes forsøg på at lære at tage svære beslutninger før hun kan blive bridge officer, altså kommandohavende. Alle The Next Generations faste besætning af aktion-personer og beslutningstagere var stadig mænd.
Dette irriterede mig allerede dengang omkring 1993 eller -94, da jeg begyndte at skrive på denne historie. Jeg beskrev mine personer og de roller, de skulle spille i historien indtil jeg følte, at nu havde jeg et godt greb om deres personligheder. Så tog jeg, som den rollespiller jeg nu engang er, mine mangefarvede plastic-terninger frem. Jeg gjorde det fuldstændigt tilfældigt hvad køn og etnicitet de forskellige personer fik. De eneste, der lå fast fra starten, var to personer, hvor plottet nødvendiggør at den ene er en kvinde og den anden en mand. Alle andre slog jeg en terning om.
Jeg valgte senere at skifte kønnet på en enkelt person; hun var ved at udvikle sig til en kliché – kontormusen, der leger Kirsten Giftekniv og løber med sladder. For at bryde ud af den ramme lavede jeg hende om til en mand. Det er lidt pinligt at indrømme, at det fik mig faktisk til at gøre personen mindre usympatisk. Det er stadig svært at gøre sig helt fri af de fordomme, man selv er vokset op med.
Men er vi kommet meget videre?
Hvorfor betyder alt dette noget tredive år senere, mens jeg sidder og genskriver og færdiggør den gamle historie? Det betyder noget fordi at vi stadig ikke er nået til et punkt, hvor mainstream underholdning ikke tramper rundt i de samme gamle, fortærskede klichéer. Vi er stadig i en tidsalder hvor hovedpersonens køn kan afgøre, om en film eller bog bliver en succes eller falder fuldstændigt til jorden. Hollywood ved, at de gamle arketyper sælger. Der udvises en utrolig konservatisme og tilbageholdenhed, når det gælder om at tage chancer og prøve nye løsninger. Pengene skal tjenes hjem!
Vi lever i en tid, hvor kvindelige game designere stadig udstilles på internettet som inkompetente rappenskralder, simpelthen fordi de forsøger at mase sig ind i ’det mandlige rum’. Hvor mænd, der ikke falder ind i det traditionelle kønsrollemønster udsættes for lige så megen chikane og had som kvinder, der ikke vil indordne sig. Der er stadig alt for mange ofre og alt for få rollemodeller for morgendagens børn. Der er stadig lang vej tilbage før vi har lært at se personer som personer først, og køn/race bagefter.
Test din egen tekst: Bechdel og de andre
Uanset hvad ens personlige kæphest som forfatter er, så er der et par tests, som er gode at gøre sig tanker om, mens man skriver. Tag et kig på et par af dem, og tænk efter om din yndlingsfilm eller -roman kan bestå dem.
- Bechdel-testen: Two eller flere kvinder taler sammen om noget andet end en mand.
- Mako Mori-testen: Mindst én kvindelig person med sin egen handling, som ikke kun understøtter en mandlig persons historie.
- Den Sexede Lampe-testen: En kvindelig person, som ikke kan tages ud af historien og erstattes med en sexet lampe, uden at historien tager skade af det.
- Anti-frys-testen: Ingen kvinder bliver overfaldet, såret eller dræbt i historien kun med det formål at få en anden persons historie til at fremstå stærkere.
- Styrke er relativt-testen: Komplekse kvindelige personer med god karakterisation, frem for en gruppe af overfladiske stereotyper tilpasset mandlige fantasier.
Der er mange flere tests, men disse fem er et godt sted at starte. Og husk på, at de alle fem også kan bruges med omvendt fortegn (for chick lit kan være lige så diskriminerende) og med andre problemstillinger: Skift ’kvinde’ ud med ’bøsse’ eller ’farvet’, og se hvad der sker.
Kend reglerne så du kan bryde dem
Der er ikke noget galt med at skrive en historie, der ikke kan bestå disse tests. Min science-fantasy roman kommer aldrig til at bestå Bechdel-testen, som er den mest kendte af disse tests, og det er jeg helt okay med. Man foretager valg som forfatter. Men det er vigtigt at foretage disse valg fordi de er de rigtige valg for ens historie, ikke fordi det bare er så meget nemmere at genbruge Hollywoods gamle, udmattede arketyper. Det handler ikke om at skrive politisk korrekt, men om at få sit budskab igennem.
Kan din yndlingsfilm eller -roman bestå disse tests? Kan den, som du er ved at skrive, bestå dem? Og hvis ikke, har du så gjort dig klart hvorfor at din historie bliver bedre af at du vælger at fejle?