Februars varsler

For os er vejret noget vi slår op på vores telefon. For vores forfædre var der tegn i sol og måne, i svalernes flugt og frem for alt i vejret selv. Man tog varsler af fremtiden og man forsøgte ofte i allerhøjeste grad at påvirke den.

Fra katolsk tid har alle dage deres eget helgennavn og man huskede aftaler og varsler ved hjælp af navnet, ikke datoen. Der findes hundreder af disse gamle varsler og listen herunder er langt fra komplet – men den giver et billede af hvordan man tænkte om årets gang, og hvordan man forsøgte at påvirke fremtiden med ritualer og køkkenmagi.

Februar (blidemåned)

Februar er opkaldt efter en romersk renselsesfest (februare betyder at rense på latin). Sit gamle danske navn har måneden efter vejret – forstavelsen blid betyder hvid, så blidemåned er snemåned.

Ligesom i januar må man ikke pløje i februar. Det er bedre at gå imod en sulten ulv end at se en mand arbejde i skjorteærmer i februar. Og endelig hedder det sig at hvis februar er mild bliver påsken kold.

Regn i februar varsler frost i marts.

Kyndelmisse (2. februar)

Kyndelmisse er en stor dag for vinterens vejrvarsler. Frem til år 1770 var kyndelmisse officiel hellidag og man samledes til kjørmesgilde. Et rim om kyndelmisse siger,

Kyndelmisse knude (snefog/hårdt vintervejr)
som vil tude
holder derude
med sine stude
og ryster sine klude,
da er den halve vinter ude.

En grøn kyndelmisse giver en kold påske. Skinner solen klart til kyndelmisse kommer der megen sne. Lige så længe lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal græde efter voldermisse (1. maj).

Det er godt hvis det blæser kraftigt på kyndelmisse – helst så voldsomt at ‘atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden’ – for så er vinterens magt brudt og kulden er snart forbi.

Vi har også vores egen version af groundhog-sagnet, som de fleste kender fra filmen med Bill Murray: Hvis solen skinner på kyndelmisse bliver grævlingen bange når den kommer op af sin hule. Så løber den tilbage og bliver dernede i syv uger mere. Men hvis vejret er gråt og trist ser grævlingen ikke sin egen skygge og resten af vinteren bliver mild.

På Fyn spiste man flere steder pandekager bagt af bygmel til kjørmesgildet – ellers ville byggen nemlig ikke gro i den kommende sæson.

Når det fryser fra sønden fryser tappen i tønden.

Blæsemisse (3. februar)

Ved Blæsemisse (Sct. Blasius’ dag) tog husbond en visk halm og lagde den på en snedrive eller på trappen. Blæste den væk ville foderet til dyrene let slå til resten af vinteren. Blev den derimod liggende ville våren komme sent og han skulle strække på foderet for at få det til at slå til.

Det hed sig også at blæsten på denne dag vækkede alle de dyr, der lå i dvale – også viber og svaler. Man troede nemlig at fuglene gemte sig på bunden af søer og vandløb om vinteren.

Sct Dorothea (6. februar)

Denne dag bør vintergæk og dorothealilje springe ud, så kommer foråret snart.

Fastelavn (februar)

Navnet Fastelavn kommer fra det plattyske Fasteabend, der betyder fasteaften, altså aftenen før fasten begynder. I katolsk tid spiste man ikke kød i fyrre hverdage før påskedag. Men inden fasten begyndte skulle der holdes et ordentligt gilde! Oprindeligt var fastelavn en hedensk frugtbarhedsfest og det lykkedes aldrig kirken at afskaffe festlighederne før fasten.

Fastelavnssøndag og -mandag hedder flæskesøndag og flæskemandag. Han som ikke æder godt med flæsk på disse to dage får ondt i ryggen hele året derefter.

Tirsdag efter fastelavn hedder hvide tirsdag efter sin specielle ret: Varm mælk og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller, såkaldt bollemælk. Den egentlige faste begynder først onsdag – askeonsdag. I katolsk tid skulle man møde op i kirken med et askekors malet i panden. Askekorset blev afskaffet ved Reformationen men navnet askeonsdag hænger ved.

Fastelavnsfestlighederne – udklædning, ringridning, tøndeslagning og mere – er en festlig blanding af gamle hedenske frugtbarhedsritualer, ridderturneringer og andre traditioner, som har mistet deres individuelle betydning gennem tiden. I gamle dage gik karle og læredrenge fra sted til sted og fik æbleskiver, boller og andet godt. Især to af de udklædte skikkelser var meget vigtige: Den ene var Sommeren, i spraglet tøj og pyntet med blomster og bånd. Den anden var Vinteren i skindpels, hue og halm i træskoene. De to kæmpede på skrømt hele dagen for at markere den evige kamp mellem årstiderne.

Ikke ligefrem dyrenes fest

Vi slår stadig katten af tønden og i gamle dage var katten ikke en papfigur. Den skulle være sort og symboliserede de mørke kræfter. Så var den syndebuk og blev jaget ud af landsbyen eller endda slået ihjel når den tumlede ud af tønden. Andre steder måtte en hane holde for; den skulle hænges op i benene og have hovedet trukket af. Fuglen blev hængt så højt oppe at fastelavnsrytterne måtte stå op i stigbøjlerne for at nå den. For at gøre det sværere at trække hovedet af dyret blev det nogle gange først smurt ind i grøn sæbe. Et gammelt rim siger,

De fjender var tvende og kom i nat,
den ene en hane, den anden en kat.
Men hovedet af hanen vi mægtigen drog,
og katten på flugt vi priselig jog.

Skikken med at rise folk op fastelavnssøndag kendes med sikkerhed tilbage til 1700-tallet men er sikkert ældre. Riset brugtes mest på kvinderne for at gøre dem frugtbare. Risene blev pyntet med små figurer af svøbelsesbørn, duer og andre kærligheds- og frugtbarhedssymboler.

Pers dag (22. februar)

Pers dag er også en af de store dage for vejrvarsler. På denne dag kaster Sct. Peter den varme sten i vandet – nu tør det lige så meget nedefra som det måske fryser fra oven. Men hvis Per har skæg – der hænger istapper – varer frosten ved et stykke tid endnu.

Hvis mulden er så optøet på Pers dag at man kan stikke en kæp i jorden bliver det et godt år. Det er godt hvis der denne dag står så meget vand i plovfurerne at en hest kan drikke af det. Og endelig hedder det sig at vejret på Sct. Peter forudsiger hvordan vejret bliver i de næste fyrre dage.

Sct. Mathias / Skuddag (24. februar)

Rent faktisk er det ikke den 29. februar, der er skuddag. Det er i stedet den 24., Sct. Mathias dag, som i skudår flyttes til den 25. Mathias er den apostel som erstattede Judas, så egentlig er det vel meget passende at den ekstra discipel således har fået den ekstra dag som helgendag.

I gammel tid kunne en ung pige kun fri til en karl på skuddag. Sagde den udvalgte nej tak måtte han give hende et par handsker (i nogle traditioner hedder det syv par handsker).

En remse siger at Mathis bryder is, men finder han ikke is, så lægger han is – hvis der ligger is denne dag bliver det snart tøvejr, men omvendt fryser det snart hvis det er tø på Sct. Mathias. En anden regel siger at efter Sct. Mathis går den kloge ræv ikke over is – for nu går det mod tøvejr og isen er ikke længere sikker.

Dugger det før eller på denne dag er det ude med vinterens styrke.

Kilder og citater

“Sagn og Tro”, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.
“Vore gamle kalenderdage”, Ruth Gunnarsen, Lademann (1986). ISBN 87-15-07988-0.
Køgearkiverne.dk

Foto: Elbodalen ved Pjedsted, © Birgitte Heuschkel 2018.