Spørg en ridepige om hun vil smage en hestebøf? Sandsynligvis giver hun dig en ridepisk i synet hvis du serverer noget, der engang har haft en sadel på.
Selv om der er masser af penge i ridesporten er der ikke meget industriel udnyttelse af heste i dag. Langt de fleste hestemennesker ser hesten som en ven, en partner, et kæledyr, eller en kombination af alle tre. Vi tillægger hesten menneskelige egenskaber og følelser. Vi spiser ikke heste. Du ville jo heller ikke spise din hund, vel?
Der slagtes under 3000 heste om året i Danmark, og langt det meste kød eksporteres. Vil du have en hestebøf i dag skal du bestille den hos slagteren. Sådan var det ikke for bare fyrre år siden; i min barndom i 1970’erne var hestekød fattigmandskost. Det mørke, søde kød var billigere end okse- og svinekød. Det var kun når ‘offeret’ kom fra det lokale ridecenter at vi sprang over. Kende navnet på vores bøffer ville vi trods alt ikke.
(En anden type kød, der tit var på udsalg til små penge, var hval – når først olien var tappet fra stod hvalfangerne jo med nogle meget store lig, der ikke havde meget værdi. Fattigrøve æder det, de har råd til).
Vores kulturelle tabu mod at spise hest består ikke bare i sentimentalitet. Årsagen ligger meget længere tilbage i tiden.
Hestekød i forfædrenes kulthandlinger
Længe før vi har sagn eller skriftsprog herhjemme har vi helleristninger, gravgaver og mosefund. Hvem kender ikke solvognen, en gudefigur forestillende solen selv, som trækkes af en hest? Allerede i bronzealderen (og sandsynligvis længe før) er hesten en vigtig del af verdensbilledet. Det er hesten der bringer krigeren omkring, og det er hesten som fragter handelsvarer ud til havnene hvor skibene venter, med deres forbindelse helt til middelhavslandene og endnu længere borte. Det er hesten der muliggør kontakt med verden udenfor landsbyen, uden for det helt nære.
Når vi kommer op i vikingetiden er asetroen fuld af heste med magiske evner, og sagaerne giver detaljerede beskrivelser af kulthandlinger og blót hvor heste spiller en vigtig rolle. I Hakon den Godes saga fortælles f.eks. om hvordan blodet fra offerdyrene – især heste – blev samlet i skåle. Man dyppede kviste i blodet og stænkede det på altre, vægge og kultdeltagere. Kødet blev kogt i kedler der hang over ilden midt på gulvet i hallen, og sammen med fyldte ølbægre blev det indviet af goden (præsten) før festmåltidet. Personer af høj rang fik heste med i graven. Hesten var et vigtigt dyr i den nordiske mytologi.
Hestekød og Hvidekrist
Asetroen måtte som bekendt vige for kristendommen, og en af de metoder som de kristne forkyndere benyttede sig af i stor grad var at overtage og genfortolke asekulten. Kristmesse fastlagdes belejligt på samme tidspunkt som hedningenes solhvervsfest, påsken falder praktisk nok sammen med de hedenske forårsritualer (hvoraf mange består den dag i dag – læs mere om gamle påskeritualer her). Man byggede kirker bogstaveligt talt oven på de hedenske kultsteder. Dette tjente naturligvis det formål at fjerne sporene efter tidligere tiders religion, men det var også praktisk: Menigmand skulle ikke lave den store omstilling i sin hverdag eller tankeverden bare fordi præsten havde fået noget andet tøj på.
Men nogle ting måtte laves om hvis den kristne kirke skulle fungere som magtens centrum. Asetroen var decentraliseret. Hver stormand var gode, med ret og pligt til at udføre kulthandlingerne for sine folk og sit område. Nogle kultsteder var store og berømte og tiltrak folk langvejs fra, mens andre bestod af folkene på gården. Romerkirken var opbygget omkring en central magt med et klart defineret hierarki. Dette var et område hvorpå asetroen ikke kunne gradvis udfases. For at kristendommen kunne vinde slaget måtte menigmand fratages retten til selv at foretage sine religiøse pligter.
En af de ting, som kristendommen så sig nødt til at afskaffe, var blótet, ofringen til guderne. Hedningene ritualslagtede heste og holdt offerfester hvor man spiste deres kød. Derfor tordnede kirken mod hesten. Fra at være et helligt dyr blev den et laverestående væsen. Dens kød blev urent. Den som spiste hestekød mistede sin ære og blev anset for at være uærlig, lovløs, uden for lands lov og ret.
Hestekød, natmanden og rakkeren
Selv om hesten nu var uren var der stadig brug for den i samfundet. Spises kunne den imidlertid ikke, og når den døde var det stærkt forbudt at have noget med den at gøre. At bortskaffe og flå døde heste blev et arbejde for natmænd og rakkere. Disse to betegnelser dækker over en gruppe af samfundets udstødte som bestod til dels af omrejsende romaer, landstrygere og vagabonder, og folk, der tog sig af bortskafning af ådsler og døde dyr der ikke kunne spises – ikke kun heste, men også kvæg der døde af sygdom.
Rakkerne udnyttede så meget af dyreligene som muligt. De fremstillede lim, benmel, salmiak, sæbe, salpeter, blegemidler og andre handelsvarer før de sidste rester blev gravet ned eller brændt. Det var et beskidt og ildelugtende arbejde forbundet med stor risiko for smitte fra ligene. Rakkeren var også bødlens hjælper som stod for at tage ligene ned fra galge eller henrettelsesplads og skaffe dem bort. Det var et erhverv ingen ønskede sig, og fordi det var svært at få folk til at påtage sig rollen var der mange forbrydere og desertører og som slog sig ned som rakkere – nogle gange fik de valget mellem det eller galgen.
Rakkeren blev anset for uren, uærlig og utroværdig, og der opstod henad vejen hele rakkerslægter fordi man giftede sig ind i egne rækker – ærlige folk ville ikke have noget med den slags folk at gøre. Rakkerens arbejde var så tabubelagt at der har været nedlagt forbud mod at han sad til bords med ærlige mennesker, eller bare færdedes på byens gader i dagtimerne.
Rakkerens vigtigste pligt var at flå døde heste og skaffe ligene væk. Den tidlige kirkes forbud mod at spise hestekød havde nu gjort hesten så uren at den som havde noget at gøre med den døde hest og dens kød var udstødt af samfundet.
Hestekød som fattigmandskost
Naturligvis spiste man hellere hestekød end at sulte ihjel – men det var ikke noget man talte om eller indrømmede. Efterhånden som industrialiseringen af samfundet skred frem gled det kristne forbud mod hestekød i baggrunden. Efter jødisk lov må kun drøvtyggende dyr med spaltede hove spises, men Bibelen foreskriver ikke noget om hestekød.
I løbet af oplysningstiden svækkedes de religiøse forskrifters magt i samfundet. Man begyndte at spørge hvorfor tingene var som de var, eller holdt ganske simpelt op med at bekymre sig om de mere uigennemskuelige direktiver. Ingen slagtede længere heste hjemme på gården i Tyrs eller Frejs navn, så kirken havde ikke nogen særinteresse i at opretholde tabuet.
Fattigfolk begyndte at spise hest når de ikke havde andet. Stuerent blev det ikke – i folkeminder nedskrevet omkring år 1900 beskrives hvordan visse gårde blev anset for dårlige steder at tjene. Netop fordi man kunne risikere at få serveret hest der. Men der er stor forskel på om noget anses for dårligt og jammerligt, eller om det ligger under for et religiøst tabu – karlene havde nok travlt med at finde en anden plads, men udstødt af samfundet for at have spist hest blev de ikke længere.
Under første verdenskrig røg der mange heste i gullaschkanonerne. Det var ikke luksusmad man sådan solgte til de krigsførende parter, men man vænnede sig til tanken om at heste var slagtedyr. I 1970’erne, da jeg var barn, var hest noget supermarkedet solgte til folk der ikke havde råd til ordentlige engelske bøffer.
Men vi spiser da ikke hestekød!
Fra at være fattigmandskost, noget ufint og lidt skamfyldt, er hesten i dag gået over til at være for god til at spises. Hesten er ikke længere en landsbrugsmaskine som vi ikke har et større personligt forhold til. Hestemennesker har et særdeles personligt forhold til deres firbenede venner, og vi er helt klare over, hvor intelligente og følsomme dyrene er. Det er lige så vi ville skamme os over at spise –
Vores kulturelle tabu mod hestekød har stadig magt. Undskyldningen og forklaringen i dag er en anden end for halvtreds år siden, for ikke at sige fem hundrede eller tusind år siden. Men resultatet er det samme. Der er skyld og skam forbundet med at spise hest, en skyld og skam som altså stammer fra den tidlige nordiske kirkes samfundspolitiske manøvreringer.
I dag er lovgivningen omkring medicinrester alt for kompliceret til at danske heste slagtes i større stil. Næsten alle rideheste herhjemme er taget ud af konsum og må altså ikke anvendes til menneskeføde. Derfor ender de fleste heste i dag enten på forbrændingen eller som løvemad i en af landets dyreparker og zoologiske haver. Desværre sendes mange skadede eller gamle heste stadig på lange, forfærdelige transporter til slagterier i andre lande med mindre stramme lovgivninger; disse heste betaler prisen for at vi ikke længere spiser dem selv men alligevel lige skal tjene den sidste krone på dem.
Vores tabu mod at spise hest er tusind år ude af trit med virkeligheden. Når man i dag takker nej til en hestebøf bør det være af samme grund som mange takker nej til okse eller svin: Fordi vores dyrevelfærd stadig på mange områder er ad helvede til.
Fotos
©2016-2019 Birgitte Heuschkel. Emilie lever i bedste velgående. Pilar måtte herfra efter længere tids indlæggelse på dyrehospital.