Jeg gjorde det igen. Jeg lod mig irritere af et idiotisk meme på Facebook og inden jeg fik set mig om var jeg i gang med at skrive en kommentar. Det er ligesom at gå på line i glassko henover en grav fuld af krokodiller med hundegalskab. Jeg lærer det aldrig. At diskutere med fremmede mennesker på sociale medier er lige så sundt for sjælen som at stikke hovedet i en gasovn.
Jeg er med i forskellige grupper og fora for mennesker med samme interesser som mig selv. De er nogenlunde civiliserede, i alt fald det meste af tiden. De fleste medlemmer deltager for at snakke om deres yndlingsemne og kan godt holde en pæn tone.
Men ude i den store, virkelige verden …
Fortællekunst handler også om hvordan vi præsenterer os selv og vores holdninger for hinanden. Folk fortæller deres meninger og overbevisninger på sociale medier. De forstår ikke hvorfor andre folk pludselig overreagerer og sviner dem til. Reklamebureauer og smarte meningsdannere udnytter metoden bevidst, og provokerer fordi provokation sælger.
Nogle gange er fortællekunst noget man er nødt til at forsvare sig imod. Det er i høj grad tilfældet i de fleste kommentarspor på sociale medier.
Hvorfor reagerer man?
En af hovedreglerne for markedsføring på sociale medier er, at du skal have dine læsere til at reagere. De skal ikke bare se dit opslag – de skal dele det, og de skal kommentere på det, og allerhest skal de kommentere og så få deres venner til at se hvad de skriver og også selv kommentere. Jo flere du når ud til, jo flere vil reagere, og så når du ud til endnu flere. Sådan kører toget videre.
Al omtale – også den dårlige – er reklame, og hjælper folk at huske dit navn og dit produkt. Fem år senere kan ingen huske hvad for en skandale dit produkt var med i, men det er sikkert heller ikke vigtigt, for dit vaskepulver har været på markedet siden forever, man husker da navnet, og så er der endda gratis fragt i denne uge. Slå til nu!
Man skal ikke være det store geni for at forstå hvorfor så mange memes og overskrifter åbenlyst forsøger at provokere læseren til at kommentere og reagere, om det så er for at kalde det hele for idioti, fordummelse og falsk reklame. Du ser det, du reagerer på det, dine venner ser din reaktion, toget kører videre.
Man skulle tro, at jeg kunne lære at holde min kæft og være ligeglad. Især når jeg netop udmærket ved hvordan det hele virker. Men det er jo det, som er så effektivt ved denne form for bevidst provokation: Man kan ikke altid lade det gå ind ad det ene øre og ud af det andet. 99 ud af 100 gange ignorerer jeg det. Gang nummer 100 falder jeg i vandet. Jeg kan ikke lade være med at skrive en kommentar – og toget kører videre.
En grav af krokodiller med hundegalskab
Hvorfor er så mange mennesker ude af stand til at diskutere online uden at angribe hinanden og forsøge at råbe højere og voldsommere indtil modparten simpelthen giver op? Jeg er ikke psykolog nok til at kunne sige det med faglig sikkerhed i stemmen, men det har meget at gøre med omgangsformen på de sociale medier. Der er penge i at provokere folk så de reagerer og kommenterer og – ja, sender toget videre.
Mange mennesker udtrykker sig ikke så godt skriftligt som de selv tror. De kan muligvis godt stave og sætte kommaer, men de er dårlige til at kommunikere deres reelle følelser. Det er svært at vide hvornår nogen er sarkastiske eller bare forsøger at løfte stemningen lidt med lidt malplaceret humor. Mange gange er det jo slet ikke så slemt ment som det er skrevet. Og mange gange bliver det læst meget værre end det overhovedet var ment, for vi er i forsvarsposition fra det øjeblik vi klikker for at se kommentarerne.
Og så er der naturligvis alle dem, som kun tør vise deres sande natur når de kan gøre det anonymt eller i det mindste på sikker afstand. Det er så let at afreagere alle dagens frustrationer på nogle fremmede fjolser. Bruger man f.eks. en falsk profil til at gøre det med, så er der aldrig konsekvenser for ens dårlige opførsel. Og så er der selvfølgelig alle dem, der simpelthen synes at det er sjovt at få folk til at hidse sig op og blive vrede eller kede af det.
Jeg vil have læderhud som et næsehorn
Verden er fuld af folk, som er uenige med mig. Sådan er det bare. Der er altid nogen, der siger mig imod, og mange gange er det bare for the lulz. Jeg har ikke tid til at bekymre mig om hvorvidt en eller anden tilfældig idiot i Arizona har ondt i agterspejlet fordi jeg ikke er enig med ham.
Jeg er del af en minoritet, som er i stand til at læse indenad
Det lyder arrogant, men det er sandt. Der er uhyggeligt mange mennesker, som simpelthen ikke kan eller vil forstå en simpel, skrevet tekst. De vil bare have ret, og lige meget hvor mange kilder eller hvor meget dokumentation du fremlægger, så holder de ikke op med at fortælle dig at de har ret og du tager fejl.
Jeg får ikke en præmie for at være tålmodig og forstående overfor dem, så jeg vil ikke spilde min tid på dem.
Man kan ikke »vinde« en diskussion
Forbløffende mange mennesker går ind i en debat med det formål at vinde den. Men for at begge sider skal have noget ud af en debat handler det ikke om at vinde, men om at oplyse hinanden og nå til enighed. Hvis målet er at triumferende håne sin modstander for at tage fejl, så er der ikke flyttet noget. Det eneste, der er sikkert, er at modstanderen næste gang også har lært at gå efter manden i stedet for bolden.
Jeg vil ikke spille med. Angreb på min person og min intelligens er ikke debat, det er to-årige der slås i sandkassen.
Nogle mennesker vil ikke give mig ret uanset hvad
Det er ikke altid fordi personen selv insisterer på at få ret. Nej, det er fordi at deres modstander simpelthen kun kan tage fejl. Det er nærmest en naturlov for visse typer at en kvinde, en farvet, en transseksuel, en bøsse, eller hvad man nu er, simpelthen ikke kan have ret. Personen kan være venligt overbærende eller direkte forsøge aggressivt at sætte dig på plads – resultatet er det samme.
Jeg har ikke timer nok i dagen til at høre på, at der er jo så meget, kvinder ikke forstår. Hvis jeg siger det samme som manden ved siden af, og du lytter til ham mens du retter på mig, så er du ikke min tid værd.
Jeg taler ikke til dig, jeg taler til ham ved siden af dig
Langt de fleste diskussioner online handler ikke om at overbevise den anden part. I stedet forsøger man at nå alle dem på sidelinjen, som ikke har valgt side endnu. Hvis jeg orker at gå ind i en diskussion vil jeg fremlægge fakta og holdninger, som de kan tage stilling til, i stedet for at fokusere på ham idioten, som jeg siger imod.
Jeg kan rent faktisk tage fejl
Jeg vil nødigt indrømme det, men jeg er faktisk ikke klogere end resten af menneskeheden. Jeg tager også fejl nu og da. Når jeg bliver fristet til at sige min mening råt for usødet vil jeg starte med at spørge mig selv om jeg nu også er helt hundrede procent sikker på, at jeg har ret. For ellers er det mig, der er ham idioten i Arizona, der bare vil have ret lige meget hvad.
Det hele rager mig en høstblomst
Hvorfor vil jeg egentlig investere en masse energi i at diskutere med nogle vildt fremmede mennesker på internettet? Får jeg i virkeligheden noget ud af det her, udover hovedpine og en sikker forvisning om, at verden går ad helvede til? Kan jeg rent faktisk påvirke nogens mening ved at blande mig? Får jeg reelt noget ud af at være med her?
Hvis svaret er nej – og det er det som regel – så må jeg erkende, at jeg kun er fristet til at kommentere fordi det alligevel er lykkedes at provokere mig så jeg er parat til at hjælpe toget med at køre videre.
Når jeg har noget konkret at sige vil jeg sige det, og ellers vil jeg holde min mund.
Jeg er ikke internettets rengøringsassistent
Verden klarede sig udmærket før jeg lærte at tale, og den kommer også til at klare sig når tiden lukker munden på mig igen. Man skal ikke tie og holde sine meninger for sig selv – men man skal vælge sine kampe. Jeg vil altid gerne tage en snak og en meningsudveksling. Men det er jo netop det, som langt de fleste diskussioner på sociale medier ikke er. Der udveksles ikke meninger – der råbes fornærmelser og udfordringer ad hinanden fra to sider, som er milevidt fra hinanden og som aldrig kommer hinanden nærmere. Som ikke ønsker at komme hinanden nærmere.
Med de sociale medier har alle fået en stemme – og det er en god ting. Men landsbytosser, religiøse og politiske fanatikere, og reklamefolk uden moralske skrupler har lært sig at råbe højere og mere udfordrende og vredt end alle os andre. Derfor er det simpelt selvforsvar når jeg siger: Langt de fleste af meninger og holdninger rager mig en papand.
Det er meget svært at klare sig uden sociale medier i dag, og der er jo stadig grupper og fora, som jeg gerne vil deltage i. Men når Facebook, Twitter og de andre sociale medier smider deres algoritme-styrede bræk i hovedet på mig, kan de heldigvis ikke tvinge mig til at tørre op og gøre rent efter dem.