Sky er en historie, som jeg har arbejdet på siden starten af 1990’erne. Den er mit smertensbarn. En roman, der ikke kan bestemme sig for om den er science fiction eller fantasy, eller noget nærmest midt imellem. Den har alt for mange fortællerpersoner og et plot, der både er vanvittigt kompliceret og helt utroligt enkelt. Jeg har bestemt mig for hvad det egentlig er, jeg vil med Sky. Mindst otte gange. Og så har jeg nok bestemt mig om en tolv-tretten gange mere.
Jeg ved ikke om Sky nogensinde bliver færdig, eller om jeg nogensinde bliver tilfreds med historien i den. Men jeg ved, at jeg ikke kan slippe den. Selv om den nærmest er en slags space opera, så er der rigtig meget af mig selv der er lagt ind i historiens personer. Rigtig meget af min bekymring om fremtiden og samfundet genspejles i Sky. Sky er mit smertensbarn netop fordi jeg har lagt så meget af min sjæl i den, og den skal fandengaleme være det værd. Hvis der er en eneste historie, jeg vil huskes for, så er det Sky.
Det er ikke meget jeg tegner eller maler nu om dage. Kroniske smerter i fingrene gør det til en utaknemlig opgave at holde på en pensel, lige meget om den er af mårhår eller digital. (Det hjælper selvfølgelig heller ikke at jeg altid selv er overbevist om at resultatet er noget makværk fem minutter efter at det er færdigt. Jeg har ladet mig fortælle at langt de fleste har det sådan med deres eget arbejde). Men det er rart at se, at jeg ikke helt har glemt hvordan man gør.