Loch Ness har Nessie og Lake Champlain har Champ, og i de danske farvande har vi Sildekongen. Der er bare den lille forskel at Sildekongen eksisterer udenfor fantasiens verden.
I hele verden kædes historier om søslanger verden over gerne sammen med sildekongen. Og fremmed er tanken jo ikke – det er trods alt en helt utrolig lang, slangeagtig fisk. Med sin sære manke ser den næsten ud som om den har hår – og netop dette er et kendetegn i rigtig mange myter om søslanger.
I Japan hedder det sig at sildekongen søger ind til kysten før jordskælv; der er den ikke et godt varsel. En sammenhæng er ikke påvist.
I Mekong-deltaet kædes troen på nagas – vogterånder i slangeform, ofte kvindelige – også ofte sammen med sildekongen. Fisken lever på stor dybde i saltvand, så i Mekong-floden støder man ikke på sildekongen. Geografi har aldrig kunnet stoppe en god historie.
Der er også dem, der mener at Nessie nok er været en sildekonge. Nessie har ikke kunnet træffes for en kommentar.
Olaus Magnus […] skriver om den store Søe-Orm, som er seet i Miøs for Kong Christiani II. Fengsel, og Canikernes Uddrivelse; og at samme Søe-Orm bliver altid seet for nogen Forandring i Riget, ligesom en Comet pleyer at være Forbud for noget Ondt.
Jonas Danilssønn Ramus i Norriges Beskrivelse, 1715
Sildekongen, (Regalecus glesne)
Med sine op til femten meters længde – femten! – er det ikke svært at se hvordan historierne om sildekongen opstår. Fisken ligner virkelig en enorm søslange, gerne over to hundrede kilo tung, med tentakler fra hovedet der med lidt god vilje sagtens kan gøre det ud for en manke. Og tankevækkende er det da også at langt de fleste sagn om søslanger verden over netop beskriver fabeldyrene som havende hår eller manke. Nogle har endda kvindehoveder, som forklarer det lange hår.
Sildekongen lever fra 20 til 1.000 meters dybde i alle tempererede havområder men ses sjældent af mennesker. De lever alene og svømmer lodret og og ned i vandet mens de skubber sig frem med den bølgende rygfinne. Fisken lever af zooplankton: Bittesmå krill, rejer og krebsdyr. Den gyder ud for Mexico og plejer ikke sit afkom. Når mennesker ser fisken ved overfladen er den som regel syg, skadet, eller allerede død. Kun i ét tilfælde kender man til at en sildekonge er blevet fanget på fiskestang.
En video af sådan en (sandsynligvis syg) sildekonge på meget lavt vand kan ses her. Og filmet på dybt vand her.
Sildekongen, Nordens Neptun
“Sjap, sjap!” sagde det hen ad Marken, der kom en gammel Person i lange side Klæder og de drev af Vand, men i Blæsten blev de nok tørre, han havde Sørgeflor om Hatten og det hang langt ned, hans Ansigt var ganske underligt at see paa, det var ligesom han havde Sildehovede og det havde han, det var den gamle Sildekonge, sin lille Datter førte han ved Haanden, hun havde ogsaa Sørge-Flor, de vare lige stegne op fra Havet begge to, og da Mulvarpen var den første levende de stødte paa, spurgte de ham om Veien til Byen. – Mulvarpen saae meget daarligt, for den saae egentligt slet ikke og vilde derfor spørge hvem de Fremmede var, men den spurgte ikke, den var phlegmatisk, som det ogsaa kaldes; men Sildekongen i Sørgeflor og overordentlig melankolsk, troede at ogsaa Mulvarpen havde Sorg og saa sagde Sildekongen sit Navn og sin Stand. Han var med hele sit Hof og hele sit Folk altid paa Vandring; snart laae de ved den Kyst og snart ved den Kyst, det man paa Jorden kalder Nomadeliv, men ingen Stæder var han glad, for han var Enkemand og sat med sin lille Sildeprindsesse, som han nu selv skulde opdrage, og for hendes Skyld og med hende, var han gaaet i Land, om han maaskee kunde finde en rigtig god Gouvernante, for paa Havsens Bund var der ingen der duede, og saa græd han det salte Havvand og den lille Silde Prindsesse græd, og Muldvarpen sad og hørte paa det, for det var det mageligste.
H. C. Andersen tog gerne bidder fra gamle, kendte historier og gav dem sit eget finurlige liv. Hos ham er Sildekongen en slags nordatlantisk Kong Neptun som regerer over havets dyr. Den idé havde han ikke fra fremmede; sildekongen har jo netop sit navn fordi man i gammel tid troede at den var en slags gigantisk sild, den største og mægtigste sild af dem alle.
Sildekongen herskede over havets sild, som var en vigtig fødekilde herhjemme i før-industriel tid. Når fiskeriet gik dårligt var det sildekongen som holdt sit folk borte fra nettene. Det hed sig i overtroen at sildekongen ledte sildene til fiskerne – en rest af hedensk kultdyrkelse, hvor det gjaldt om at stå sig godt med havets magter.
Kilder og citater
Atlas over danske saltvandsfisk: Almindelig sildekonge (Statens Naturhistoriske Museum)
Sildekongen på Wikipedia
I japansk overtro varsler sildekongen jordskælv
H.C. Andersens Eventyr bd. V kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter med varianter ved Erik Dal, Det Kongelige Bibliotek