“Meh” er et godt, engelsk udtryk for lige præcis den følelse, jeg sidder med her i eftermiddag. Nu havde jeg ellers endelig fået gjort kål nok på min sociale angst til at melde mig til et skrivekursus for forfattere og fundet pengene til at betale for det, og så bliver det gudhjælpemig aflyst fordi der er for få tilmeldinger.
Nogle gange kan man godt føle sig meget alene i den store verden, når man ikke bor i Århus eller København.
Nå, men op på hesten igen. Man er jo nødt til at se på de små sejre i hverdagen — i det mindste fandt jeg modet til at melde mig til. Det er en hel lille sejr i sig selv. Udover angst er det altså heller ikke så enkelt at arrangere transport fra Pjedsted til Middelfart og den anden vej en gang om ugen. Jeg har ikke kørekort og jeg er for dårligt gående til at tage offentlig transport med en kilometers gåtur i hver ende.
Jeg tør godt klappe mig selv lidt på skulderen for rent faktisk at tage initiativet. Det er let at brokke sig over, at der ikke sker en fis i skrivesammenhænge i mit lokalområde. I det mindste har jeg da reageret, når der så endelig skete noget.
At der så ikke er nok interesse … ja, det beviser vel egentlig bare hvad jeg længe har tænkt, nemlig at der ikke er ret mange skribenter og forfatterspirer i dette lokalområde.
Sådan er livets små stød. Men jeg vil i alt fald være stolt af mig selv for at have taget imod tilbuddet, da det kom — også selv om det så ikke blev til noget. For det er altid bedre at prøve og så blive lidt skuffet, end bare at sætte sig ned og have ondt af sig selv.
Meh.