Hvem er bjergmanden, og hvordan kender jeg ham fra ellefolk og vætter? Bjergmanden er den af de mange underjordiske væsener, som ligner mennesket mest. Han har en gård, en kone og en hoben unger, og hans sorger og bekymringer er stort set de samme som vores.
Bjergmanden bor i gravhøjen, åsen, eller de lokale bakker. Ellefolket holder til i skov, mose og krat, mens nisser og vætter hører til på menneskenes gårde. Betegnelserne bruges i flæng – og bjergmanden kaldes ofte trold i stedet. De overnaturlige væsener og naturånder går på besøg hos hinanden og deles om mange karaktertræk, så derfor kan det være svært at artsbestemme dem.
Hvordan ser bjergmanden ud?
»Allerbedst, som de sad på en af de störste klitter, som der sagdes at være bjærgfolk i, og plukkede bær, kom de til at se op, og de så da på toppen af bjærget to små mennesker i grå klæder med spidse luer på. De så straks, at det var bjærgfolk, og tog forskrækkede flugten hjemad.«
Det meste af tiden ser bjergmanden og hans familie ud lige som alle andre, bortset fra lige en enkelt detalje eller to. Mennesker er de jo ikke. De er mindre og hvis de ikke har rødt hår, så bærer de i alt fald røde huer, såkaldte luer.
Mange historier beskriver dem som små, nøgne mennesker. Fortælleren tror typisk først, at de er børn. Når bjergfolk viser sig som børn er det som regel i en større gruppe.
Andre gange har bjergmandens drenge røde huer på, og så kan det være meget svært at kende dem fra nisser og gårdboer. Hvis deres tøj bliver beskrevet er det enten sært gråt eller meget gammelt. Gulladent, kaldes det i en historie, altså den gule, støvede farve som gammelt linned får med tiden. I ganske enkelte tilfælde er det hvide huer, bjergets drenge har på.
Nogle gange bruges betegnelsen bjergmand om de mandlige væsener og ellekoner og -piger om de kvindelige. I en historie beskrives bjergfolket som et mylder af små, sorte mænd, der skræmmer børnene til at løbe hjem.
Det hele bliver ikke lettere af, at bjergfolk og andre overnaturlige væsener naturligvis kan gøre sig usynlige når de har lyst. De færdes blandt os uden at vi ved det. Så er det kun de synske, der er klar over hvad der foregår. Som nu i en historie om en kone, der er ved at ælte dej og slå brød op. En gammel kone hjælper til, og pludselig siger den gamle, »A skal slå dig over dine fingre, du står og æder af dejen!« Hun var den eneste, der kunne se den usynlige kvinde, der stod og spiste af skålen mens de to mennesker arbejdede.
De samme sorger og bekymringer
Bjergfolket har de samme problemer som de mennesker, de er naboer til. Godt naboskab skal man ikke sige nej tak til, for bjergmanden belønner dem, som hjælper ham, ligesom han straffer dem, som gør ham skade.
En af mine yndlingshistorier handler om dengang en bjergmand så sig gal på sin kone og jog hende hjemmefra. Lusse, som troldkonen hed, gik så ned på gården tæt ved højen og bad om at få lov til at være der om natten. Som gode naboer sagde man selvfølgelig ikke nej. Den lille, trivelige kone sad til bords og spiste til aften sammen med folkene på gården da en anden gæst, som var kommet ridende til, begyndte at drille hende.
Han gjorde nar af Lusse og hånede hende for hvordan manden havde jaget hende ud. Det brød hun sig naturligvis ikke om. Om aftenen red fyren så videre på sin rejse. Efter nogen tid sagde Lusse til folkene på gården at de burde gå ud og hjælpe ham, for han lå ude på vejen og havde brækket benet. Og ganske rigtigt, han var ikke kommet ret langt – og han var nok færdig med at gøre nar af bjergfolk.
Mange gange er bjergmanden simpelthen bare en god nabo. Der er mange eksempler på bjergmænd som får sig en snak med bonden når de mødes tilfældigt på marken, eller når bonden kører forbi bjergmandens høj. Det er fuldstændigt ligesom når andre rejsende mødes og udveksler nyt og sladder. Så råbes der til bonden om han vil give besked til fætteren eller broderen i den næste høj om dit og dat når han nu alligevel skal forbi.
Der er et utal af historier, der fortæller hvordan bjergmanden og hans familie gør nøjagtig de samme ting, som menneskene selv gør på deres gårde. De lægger linned ud til blegning i solen; hør er gråt, og det færdigvævede hørlinned skal solbleges for at få den ønskede hvide farve. De tæller deres penge – og lægger også guldmønterne ud til solblegning. Det sidste er nok ikke noget som bonden har gjort. Bjergfolkenes dyr bliver syge og deres koner kommer i barselsnød og skal have hjælp af konen på gården. Nogle gange bedes der til bryllup i højen, eller til begravelse.
Livet i højen er ikke så forskelligt fra livet på bondegården – bortset fra at bjergmanden kan trylle. Og lige som mange mennesker viger han ikke tilbage for at hævne sig hvis du gør ham vred eller stjæler fra ham.
Bjergmanden vil gerne have besøg
Det er meget svært at holde især bjergfolk og ellefolk fri af hinanden, for de foretager sig de samme ting i sagnene. Ligesom ellefolkene vil bjergfolket nogle gange lokke mennesker til sig, som regel for at bruge dem som arbejdere på deres underjordiske gårde. De stjæler børn og lægger deres egne, såkaldte skiftinge, i stedet for. Andre gange forsøger de at lokke især børn til at følge med dem ind i højen.
»En mand i Gudhjem gik op på Lensbergegården en aften og havde sin lille sön med sig. Da de kom til et hus tæt ved stranden, blev det skinnende lyst, og de så en mængde små underjordiske börn lege på gaden. De nævnte sönnen ved navn og vilde, han skulde komme og lege med dem. Drengen ville også have været af sted, men det lykkedes dog faderen at holde ham tilbage.«
Mange gange leger bjergfolkets børn med menneskenes uden at der er noget ondt med i billedet. I en historie fra Bornholm holder børnene først op med at lege med hinanden da bondekonen begynder at udfritte de små gæster om hvor de kommer fra. Så kommer deres vrede mor nemlig og henter dem.
I en anden historie leger små drenge med røde huer med børnene på gårdene og det er der ikke nogen, der har noget imod. Man skal bare passe på ikke at gøre dem vrede eller fornærme dem, for bjergmandens børn skal man ikke lægge sig ud med.
Det er ikke altid at bjergfolket gerne vil mødes for en sladder. De er ikke bange for at tage særdeles grovkornede metoder i brug for at blive fri for mennesker. Der er flere historier om bjergkvinder, der vender rumpen til og løfter op i skørterne. Så bliver der sådan en stank at fortælleren må flygte. Bjergmandens kone er åbenbart åndeligt beslægtet med stinkdyret.
Jættestuer og dysser
.jpg)
I en længere historie fortæller en mand hvordan en pige, der vogtede kreaturer, har hørt skrald og larm inde i højen på marken. Det lød som om nogen slog kister i lås derinde, så der måtte jo være en skat begravet! Man gravede så højen ud og fandt ‘en stads stue’ derinde, med gange ud til to sider. Men alting var så småt, så bjergfolkene måtte være meget små af bygning.
Det er selvfølgelig en jættestue, man har fundet – altså en gravplads fra bondestenalderen. Larmen skyldes støj fra jord, der sætter sig i forbindelse med temperaturændringer. Man kan høre den samme larm i gamle huse og bygninger af sten, og med lidt god vilje kan det da godt lyde lidt som nogen, der lukker en kiste. Stadsstuen er selve gravkammeret, og alting er så småt fordi jættestuerne ikke blev bygget til at man skulle kunne gå rundt inde i dem.
Jo længere op i tiden vi kommer, jo mere er menigmand klar over, at højene er oldtidsminder – desværre, for netop jagten på oldtidsskatte var skyld i at rigtig mange gravhøje blev ødelagt især i 1800-tallet. Men inden den slags viden blev hvermandseje – da var gravhøjen bjergmandens gård.
Citater fra:
- »Danske Sagn« (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
Billeder fra Pixabay og Nationalmuseet.