Har du nogensinde sat dig med en ungdomsroman for kun at opdage – cirka midt i kapitel to – at du allerede kender hele historien, selv om du aldrig har læst den før? Det er ikke altid at forfattere fortæller en ny historie. Vi har arketyper og traditioner i fortællekunsten, og nogle gange bliver de til klichéer. Så føles det som om romanen følger en standardopskrift gennem et standardplot til en standard lykkelig slutning. De fleste gange bliver det ærlig talt temmelig kedsommeligt.
Der er ikke noget galt med at trække på en genres arketyper og traditioner. Vi har dem jo netop fordi de virker! En god historie skal indeholde elementer, vi kender og kan identificere os med. Men nogle gange kan det godt virke som om forfatteren kun har taget arketyperne og ikke tilsat noget af sit eget. Nogle gange er hver eneste blodsdråbe blevet vredet ud af den sikre opskrift, indtil hele plottet simpelthen er slidt op.
En god historie kan sagtens indeholde flere af punkterne nedenfor – men hvis den indeholder de fleste, skulle der muligvis have været brugt lidt mere tid på at finde på noget nyt.
1-10
Romanens titel indeholder mindst et af disse ord: Ulv, rose, sværd, mørket, krone, trone, skygge, søn, måne, riget.
Personer, der er vigtige for plottet, kan ikke se almindelige ud. De har hår og øjne i usædvanlige farver. Forfatteren kommenterer tit på, hvor smukke, eksotiske eller dragende deres øjne er.
Hvis skurken eller heltinden har et kraftigt temperament er han eller hun naturligvis rødhåret. Alle rødhårede mennesker har ild i sjælen.
Den mørke skurk klæder sig kun i sort – men han har de smukkeste øjne i en usædvanlig farve, og lange, bløde øjenvipper. Heltinden drages imod ham på mystisk vis, også selv om han opfører sig som en narcissistisk psykopat.
Faktisk er det kun almindelige, kedelige mennesker, der har almindelige, kedelige øjne – blå, grå, brun. Vigtige personers øjne er safirblå, stålgrå, violette, blodrøde, ravfarvede eller smaragdgrønne.
Den mystiske kvinde i skoven bærer en hætte, der skjuler hendes ansigt så heltinden ikke opdager, at hun faktisk bare er hendes tante.
Kropigen har en god røv og et par store fordele, og naturligvis er det kun helten, som høfligt afviser hendes tilnærmelser – han er ikke interesseret i piger (eller drenge) før han får øje på heltinden.
Heltinden, derimod, er omgivet af smækre, blonde siv, som alle sammen taler ondt om hende og hinanden og forventer, at mænd falder for dem på stribe. Heldigvis er hun anderledes end andre piger. Det kan endda være at hun har briller og sekretærknude i nakken, som helten så senere kan befri hende for. Hvem har alligevel brug for at kunne se ordentligt når først de har scoret Den Rette?
Hvis heltinden ikke er et menneske kan helten trøste sig med at hun i det mindste stadig ligner et menneske, der hvor det er vigtigt. Alle fremmede racers hunner har heldigvis varme læber, runde bryster, og hud eller pels så blød som silke.
Hølofter har kun én eneste funktion og det er ikke at opbevare foderhø tørt. Bonuspoint hvis ingen nævner hvor meget hø og avner klør og stikker, hvis man får dem i undertøjet.
11-20
Naturligvis bliver hun gravid. Første gang. På høloftet.
Heltens hest er skinnende hvid, flammende rød eller sort som kul. Bonuspoint hvis den har en enkelt speciel aftegning, for eksempel et hjerteformet hvidt mærke på venstre bagben. Skæbnen har udvalgt hesten specielt til helten – som forresten også er den eneste, der kan ride den.
Det gamle lig af et rumskib tilhører et dumt svin af en kaptajn, der i virkeligheden har et hjerte af guld. Det er ved at ruste op og bliver kun holdt sammen af tro, håb og gaffertape. Det er stadig det hurtigste skib i galaksen.
Gamle mennesker eksisterer kun for at give helten et visdomsråd når han har brug for det. De er usynlige indtil han har brug for det gode råd. Når han har fået rådet, forsvinder den gamle ud af historien igen. Der er ikke nogen, der gider læse om gamle mennesker.
Altså undtagen når gamle mennesker er med for at vise hvor forstokkede og fanget i fortiden samfundet er. Så kan man heldigvis altid finde en flok gamle gubber og brokketanter, der kan fordømme hovedpersonens nyskabende idéer.
Heltinden er forældreløs. Det er helten også. Faktisk er det sådan, at alle vigtige personers forældre kun har to jobs i tilværelsen: At få ungen og at dø fra den.
Alle racer og folkeslag i historien taler fejlfrit sammen. Elvere, marsboer og væsener fra den toogtyvende dimension har muligvis deres egne sprog, men det er kun dværgen, der bliver udstyret med en sær accent. Den skal vist nok minde om skotsk.
Drager. Du kan ikke skrive en fantasy-roman, der ikke har drager med i en eller anden form. Hvordan skal nogen finde ud af, at det er fantasy, hvis der ikke er en drage på forsiden? Kan erstattes af en vampyr for urban fantasy eller en nøgen blå kvinde for science fiction.
Historien er opbygget om en gammel profeti eller tekst, men desværre kan hverken profeter eller fortidens nu afdøde videnskabsmænd finde ud af at skrive noget som helst lige ud ad landevejen. Teksten bliver naturligvis misfortolket. Hver gang. Faktisk giver den ikke nogen mening overhovedet indtil det er for sent at rette sig efter den. Hvis det virkede for Shakespeare virker det også nu.
I virkeligheden er skurken bare misforstået. Så er der også en god mulighed for at skrive en fortsættelse om hvordan alle modarbejder hans forsøg på at blive til et godt menneske igen. Heldigvis kan alle skurke reddes af heltindens sande kærlighed.
21-23
Alle, der betyder noget for historien, har et talent så man kan se, at de ikke bare er papfigurer, der skal udpege den rigtige retning for hovedpersonen. Er der ikke brug for et særligt talent i historien? Så kan han vel spille lut eller rode med gamle motorcykler. Hovedsagen er at spændende mennesker aldrig har en helt almindelig hobby som f.eks. at samle på frimærker eller sørge for, at familien har nok at spise resten af ugen.
Ingen tror på hovedpersonens syner og visioner. I alt fald ikke før det biologiske affaldsprodukt rammer viften. Så viser det sig, at gud og hvermand har en fætter eller bedstefar, som forresten oplevede nøjagtig det samme og skrev det hele ned i en yderst detaljeret dagbog.
Det eneste, skurken i virkeligheden leder efter, er nogen, der elsker ham trods alt.
Hvilke arketyper og klichéer synes du burde have lov til at gå på pension? Eller i alt fald have lov til at flytte på plejehjem og kun blive luftet om søndagen?
Vi har tidligere kigget lidt på klichéer i fantasy her.
Billeder fra Pixabay.