Anmeldelse: Der brænder en Ild

»Der brænder en Ild« blev udsendt første gang i efteråret 1944 som inspiration til yderligere modstand mod den tyske besættelsesmagt. Bogen blev genudsendt i 1945 og overskuddet fra salget gik til de faldne modstandsfolks efterladte. Blandt de faldne var to af bogens forfattere.

»Der brænder en Ild« er en antologi af digte, essays og mindeskrifter i en skøn blanding. Nogle af navnene er kendte – Tove Ditlevsen, Martin A. Hansen, Halfdan Rasmussen – og mange er det ikke.

Bogen må ikke forveksles med familiefilmen af samme navn fra 1962, eller med et hav af senere romaner med samme titel. Der eksisterer også en digtsamling af Martin Jensen fra 1935 af samme navn – som også handler om nazismens farer. Morten Korchs gennembrudsroman fra 1920 har også samme titel.

De danske værdier

Bogens formål er åbenlyst. Den er udgivet illegalt i 1944 for at hjælpe med at vække det danske folk til modstand. Alle skal forstå at nu er tiden inde til at forsvare fædrelandet. Ingen er længere i tvivl om at besættelsesmagten er af det onde. Alle skal tage afstand fra fascisme og nazisme. Tyskerne skal ud af landet. Det danske værdier skal forsvares.

I året 2018 er Danmark ikke besat af en fremmed magt men »Der brænder en Ild« rejser spørgsmål der stadig er relevante. Hvad er de danske værdier?

Flæskesteg, kolonihavehus, jordbærgrød og Radioens P4. Det er dansk. Tolerance, næstekærlighed og hjælpsomhed. Det er dansk. Frihed til at tænke, tro og sige hvad man vil – det er dansk. Villa, vovhund og Volvo, kongehuset og basser til søndagskaffen, dansk møbeldesign og knowhow, – der er så meget, der er dansk. Så meget at vi som regel ikke kan blive enige om hvad det egentlig er, vi gerne vil forsvare.

Man kan ikke sammenligne situationen i 1944 med situationen i 2018. Danmark var et besat land. Vores politi var sendt i koncentrationslejre, vores militær afvæbnet, vores regering overladt til en fremmed magt. Selv om den danske besættelse aldrig nåede at blive til det totale mareridt som f.eks. Polen oplevede, så var den en sort plet i Danmarkshistorien. Kun to gange før har Danmark været så tæt på at ophøre med at eksistere som nation – i 1300-tallet da landet blev pantsat, og i 1864 da den danske konge tilbød at gøre os til en tysk delstat.

Der brænder (stadig) en ild

Lige meget hvor man befinder sig på det politiske spektrum er der en eller anden der vifter med et dansk flag og snakker om at beskytte de danske værdier (eller i alt fald sin egen definition af hvad de danske værdier er). Der går sjældent længe før nogen bringer modstandskampen og besættelsen på banen. Det er nærmest vores egen danske version af Godwin’s Law.

Godwin’s lov siger at jo længere en online-diskussion varer, jo større er sandsynligheden for at en deltager sammenligner en anden deltager med Hitler. Her i Danmark kan vi måske udvide loven til at jo længere en politisk debat varer, jo større er sandsynligheden for at nogen haler frihedskæmperne frem som skjold for sit argument eller sin påstand.

Derfor er »Der brænder en Ild« stadig relevant. I 2018 kalder vi hinanden nazister og røde lejesvende i flæng og beskylder hinanden for at ville ødelægge de danske værdier (som vi stadig ikke er blevet enige om hvad er). I 1944 kæmpede modstandsfolkene for at Danmark overhovedet skulle blive ved at eksistere som nation.

Det er fandeme respektløst at bruge dem som politiske marionetdukker.

Når populisme bliver til folkeforførelse

En af de danske værdier jeg ville kunne gå fuldstændig ind for ville være et lovkrav om at man skal sætte sig ind i et emne før man bruger det til politisk plattenslageri. Uanset om man befinder sig på den ene eller den anden side af det politiske spektrum er det plattenslageri at sammenligne månedens politiske debat med besættelsen.

»Der brænder en Ild« er stadig relevant mere end 70 år senere fordi den tvinger os til at spørge os selv hvad de danske værdier egentlig er. Den er stadig relevant fordi den er et tidsbillede, et brev fra dem som kæmpede for disse danske værdier (og i to af forfatternes tilfælde, døde). Og den er frem for alt stadig relevant fordi folkeforførere og populister den dag i dag gladelig slår plat på nationalfølelse, frihed og fædrelandskærlighed.

I 1944 var man ikke tvivl om hvad der skete når populisme blev til folkeforførelse.

»Du skal ikke ha andre Guder for mig!«
lød Herrens det første Bud.
– Saa tog de en hylende Psykopat
og gjorde ham til deres Gud.

Citater og kilder:

»Der brænder en Ild«, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag (1945), ingen ISBN.
Foto: Mona Eendra, Birgitte Heuschkel.