I disse dage er der med sikkerhed konstateret ynglende ulve i Danmark i form af otte hvalpe. Debatten om hvorvidt ulven skal have lov at genetablere sig i landet er blusset op som aldrig før. Personligt byder jeg ulven velkommen.
I Danmark blev den sidste ulv skudt i 1813, og de ulve, som indvandrer nu, stammer fra Tyskland. Efter sidste istid var ulven udbredt over det meste af Europa, hvor den fulgte renflokkene ind i nye områder efterhånden som isen trak sig tilbage – fuldstændigt ligesom menneskene. Man lærte sig at tæmme ulve og skabte derved tamhunden, men man oplevede også ulven som en farlig konkurrent. Rivaliseringen mellem ulv og menneske i norden har rødder helt tilbage til dengang ulven var det ene store rovdyr, der jagede i flok og vi selv var det andet.
I den nordiske mytologi har vi jætteulvene Skoll (Svig) og Hate (Hadefuld), som jager vognene for sol og måne over himmelen for endeligt at sluge dem i Ragnarok. Ulvens navn bruges i samme tidsperiode både i nordisk og angelsaksisk kultur, som kriger- og kongenavn. Man ønskede ulvens egenskaber: Den var hurtig, stærk, og snu. I Bibelen optræder ulven som den onde kraft overfor hyrderne på marken, men allerede inden kristendommen kom til Danmark optrådte Fenrisulven som repræsentant for kaoskræfterne i den nordiske mytologi. Så længe kaos er lænket er alting godt – men da Fenris slipper fri begynder Ragnarok, og ulven ender som bekendt med at sluge Odin. Navnene på Odins egne to ulve, Gere og Freke, fortæller os også om hvordan nordboen så på ulven: Navnene betyder ’den grådige’ og ’den glubske’.
I middelalderen og perioden før industrialiseringen var ulven ikke velkommen i Danmark. I kølvand på epidemier og krige udstedes ikke bare belønninger for at dræbe ulve – det gøres ligefrem lovpligtigt i flere tilfælde. Vi havde endda den specielle skik her i landet at hænge de døde ulve op i galgen sammen med henrettede tyve og røvere. Ulven ansås for at være en tyv og morder, som skulle bekæmpes for enhver pris.
I 2009 observerede man så igen ulve i Danmark, og siden da har ophidsede interesseorganisationer og forskere råbt ad hinanden i pressen og på de sociale medier.
Vi kender alle sammen eventyret om Den Lille Rødhætte, en lille pige som bringer mad og vin til sin syge bedstemor. Den listige ulv narrer hende og ender med at sluge begge to – men de bliver reddet da en skovhugger hører deres skrig, slår ulven ihjel, og skærer dens bug op så de kan komme ud. Her optræder ulven som repræsentant for en snigende, uærlig ondskab fra naturens side, hvor skovhuggeren med sin økse i alt fald til dels repræsenterer civilisationens goder – han har jo kontrol over naturens kræfter og redder ulvens uskyldige ofre.
Et andet meget kendt eventyr om ulven er Peter og Ulven. Hyrdedrengen Peter keder sig og slår falsk alarm om ulv ved fårene. Da han har gjort det et par gange er der ikke længere nogen, der gider komme rendende med høtyve og geværer, når han råber. Derfor får han ingen hjælp den dag, ulven rent faktisk kommer, og må dø sammen med sine får. Her er ulven ikke den onde som sådan – det er jo den tankeløse dreng, der er skurk. Ulven er den uafvendelige naturkraft. Alle ved, at ulven kommer, og når den kommer, så dør der får og børn, hvis ikke man er parat til at give den en varm velkomst.
I den slaviske og russiske eventyrtradition optræder kloge (men ikke nødvendigvis gode) troldmænd ofte i skikkelse af talende ulve. Her finder man også Jernulven, der optræder som skurk eller modspiller i flere eventyr. Ligesom den naturkraft, den repræsenterer, er Jernulven umulig at stoppe: Kommer den for at tage dig, så kommer den, og der er ikke noget du kan gøre ved det. Til gengæld er den ærlig og du kan forhandle med den (men ikke snyde den). I nyere tid bruges Jernulven som symbol på styrke, mod og udholdenhed – desværre bl.a. af litauiske fascister.
Ulven er dog ikke altid det klogeste rovdyr i skoven. Jeg har tidligere skrevet om Rævebogen, et fransk eventyr som herhjemme blev oversat og udgivet i 1555. Heri er ulven Isengrim (‘gråmaske’) den leder, som ræven Reinard narrer og gør grin med. Ulven er måske nok stor og stærk, men den er også grådig og dum.
Den gamle talemåde, at ”der er ugler i mosen” handler oprindeligt om ulven. Efter at ulven forsvandt fra Danmark overtog uglen dens plads som ondt dyr i folketroen og man mente at det bragte uheld at se en ugle om dagen. Udtrykket ‘at blive ugleset’ var oprindeligt at man blev ’ulveset’, og stammer helt tilbage til de gamle romere (som anså ulven for farlig men ikke kun på den dårlige måde – de mente selv at Roms grundlæggere var tvillinger, som var blevet opfostret af en ulvemor, og dermed havde fået del i ulvens styrke og listighed).
Kommer vi lidt mere sydpå i Europa har vi sagnene om varulve. Herhjemme kender vi ikke som sådan til varulve, men der er flere eksempler i nordisk mytologi på folk, som forklæder sig i ulveham eller på anden vis overtager nogle af ulvens karaktertræk. Idéen om at ’låne’ kræfter fra et dyr, ved at bruge dets symboler, stammer sandsynligvis helt tilbage fra forhistorisk tid, men den er langt fra glemt. F.eks. brugte nazisterne ulven som symbol på det stærke og overlegne rovdyr, der herskede efter princippet om den stærkes ret til at undertvinge den svage.
I tusinder af år har ulven været symbol på den stærke og farlige natur. Frygten for at miste byttedyr som hjort, og husdyr, som ko, hest, og får, er ikke ubegrundet. I ældre tid, da husdyr blev sendt til skovs eller ud på overdrev, har ulveangreb været en særdeles reel risiko som medførte store tab. I vores moderne landbrug befinder husdyrene sig i indhegninger og vi sender ikke børnearbejdere ud i skoven til at bevogte dem helt på egen hånd.
Hører ulven til i Danmark? Den har i alt fald gjort det. Personligt hælder jeg til den opfattelse, at vi bør gøre plads til den samtidig med at vi i det hele taget forsøger at bevare vores natur. Der er nok nødt til at laves om på nogle regler og retningslinjer i landbruget for at beskytte nyttedyrene og yde hjælp og erstatning til landmænd, som er ofre for eventuelle ulveangreb. Hysteriet omkring ulven forstår jeg ikke – jeg er meget mere bange for at blive kørt ned på vej til bageren end jeg nogensinde vil blive for at gå alene rundt i en skov.
Som en lille anekdote til slut vil jeg prale af, at jeg faktisk er ét af de få mennesker i landet der (måske) er kommet til skade på grund af ulv. For et par år siden sporede man en ulv, der vandrede op igennem Jylland. Den passerede igennem Elbodalen og selv om vi aldrig nogensinde så den, så var der i den periode to uger, hvor alle hestene på gården var fuldstændigt skruphysteriske om et bestemt skovbryn hvor ulven (måske) havde leje. Min egen hest gik i panik der, og kastede mig af, hvilket medførte en skulder af led og en brækket overarm, som jeg efterfølgende måtte have sat et 10 cm titaniumsøm ind i.
Links
http://dce.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/dce-ulve-udgoer-minimal-risiko-for-mennesker/ – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Århus Universitet. Rapport om hvad risici ulve reelt indebærer for mennesker i den danske natur.
Ulvefakta.dk – en side, der forklæder sig som statistik- og faktaside, men har en stærk drejning imod ulven, med stærke billeder af ulvedræbte dyr og råd om hvad du skal gøre, når ulven overfalder dig.
https://da.wikipedia.org/wiki/Ulv
https://no.wikipedia.org/wiki/Fenrisulven
http://denstoredanske.dk/Nordisk_Mytologi/Mytologiske_dyr/ulve