Ellefolk tager navn fra de ellekrat der gror i mosen. De kaldes også de grønne drenge — eller bjergmænd. Det sidste kan forvirrre for navnet bjergmand bruges også om trold og vætte. Handler historien om underjordiske der holder til i krat og mose er det ellefolk, man har med at gøre.
De smukke ellepiger
Det hedder sig at ellefolk er smukke fortil og hæslige bagfra. Deres rygge er hule som dejtrug og de ligner gamle, halvrådne træstammer når man ikke ser deres kønne side. Til gengæld har de let ved at gemme sig for de skal blot vende ryggen til. Så ser du ikke andet end gamle stubbe der rådner i mosen.
Hvis du møder en ellepige sådan en lys sommeraften når tågen breder sig i ådalen skal du blot sige, “Er du lige så smuk bagtil som du er fortil, så vend dig om!” Så har hun ingen magt over dig og må forsvinde. Desuden er det vel en anelse pinligt sådan at blive afsløret.
Hvis den kur ikke skulle virke er der heldigvis andre muligheder, som i historien om en karl der fandt sig selv omringet af skønne kvinder som han nu gik gennem marken hjemad. Ingen af de letpåklædte tøsebørn sagde noget men de blev mere og mere nærgående. Det faldt ham ind at det nok ikke var helt naturligt sådan at blive antastet. Derfor begyndte han at nynne salmen Jeg går i fare hvor jeg går. Da han kom til verset Jeg går med Jesus hvor jeg går; han går nu ved min side, fik ellepigerne nok. De vendte om og svævede hjem og da karlen så efter dem kunne han se at de så fæle ud bagfra.
Elledansen
En velkendt historie handler om en karl der skyder genvej gennem skoven en aften. Pludselig hører han den dejligste musik. Han lister sig nærmere ender han med at blive indbudt til at danse med ellepigerne. Det er en herlig fest men til sidst bliver karlen træt og vil til at gå hjemad. Men så kan han ikke finde vej! Han er ellevild, ledt på vildspor af ellefolket, og selv velkendte stier er nu fuldstændig fremmede for ham.
Karlen danser så videre, for noget er han jo nødt til at gøre. Men nu hører han efter ordene i deres sang og opdager at de synger, Søndag, Mandag. Så går der et lys op for ham og han fortsætter, Søndag, Mandag, Tirsdag. Det synes ellepigerne er så sjovt at de lader ham fortsætte, hele ugen ud.
Det er forskelligt fra fortæller til fortæller om ellepigerne mister magten over karlen da han når til den højhellige søndag, eller om de lader ham gå til sidst som tak for at have lært dem nye ord til deres sang.
Harmløse drillerier
Ellefolkene er i det hele taget de mest fornøjelsessyge af de underjordiske. De kan lide fest og ballade, for ikke at nævne de mere kødelige glæder, og tager ikke altid meget hensyn til almindelige menneskers ve og vel. Mange gange kommer de på besøg eller støder på folk i skov og mose. Man får det indtryk at de er ude på narrestreger bare for underholdningens skyld.
De grønne drenge kan for eksempel finde på at plumse ned gennem skorstenen bare for sjovs skyld. Så larmer de hele natten i stuen så ingen kan sove og de kommer igen, nat efter nat. Man får den lokale præst til at komme og læse i stuen ‘i tre aftener med kjole og krave på’. Så kan der endelig blive nattero!
Hjælpsomme ellefolk
Ellepigerne er ikke altid drilske; nogle gange er de gode naboer at have når det gælder. Et sagn fra Karlebo fortæller at når kulsvierne sad ude i skoven om natten og fik øje på ellepigerne — så gik de hjem i seng. Så vidste de nemlig at den nat skulle ellefolket nok passe milerne så kullet blev helt rigtigt.
En anden historie fortælles om en mand der påstod at han havde held og lykke med alt hvad han foretog sig, og det var ellefolkets skyld. Han tilbød en anden mand at få disse ellefolk at se: Han skulle bare stille sig op på den første mands højre træsko og se ind under hans højre arm. Men det turde den anden karl alligevel ikke — for ellefolkene er ikke altid glade for at blive set. De kan godt finde på at tage synet fra den, der overtræder tabuet.
Bryllup hos ellefolk
I en historie fra Mors skulle datteren af én ellekonge giftes med en anden ellekonges søn. Samtidig gik en mand rundt ude på sin mark og døjede med en frygtelig tandpine. Den var åbenbart så slem at han ikke kunne holde ud at gå hjem og få sin nattesøvn. Der møder han så en anden mand der spørger hvad han laver derude midt om natten. Manden fortæller at han har ondt i sine tænder.
Den anden mand er imidlertid en af de to ellekonger og han ånder lettet op. Han troede nemlig at den første mand var der for at stille sig i vejen for brudefølget når det skulle rejse fra den ene høj til den anden. Så kurerede han på magisk vis den onde tandpine ud af taknemlighed, og sådan ender historien lykkeligt for alle.
I en lignende historie fra Sejerslev beder ellekongen manden om at gå hjem i stedet for at rende ude på marken om natten, for ellefolkets bryllupsfærd er ikke for hans øjne. Og fordi manden indvilliger i at gå hjem bliver han hjulpet af med tandpinen.
Ondskabsfulde ellefolk
Ellefolk kan også være ondskabsfulde og når de vil volde ondt gør de noget ved sagen. I en historie fra Nordsjælland er en kone i skoven for at flytte sine køer som græsser der. Så dukker der en ellepige op, siddende på skovgærdet, og taler med hende. Det gør imidlertid konen ellevild — men hun finder hjem til sidst. Da er hun så forstyrret at hun går ud i stalden og skærer halsen over på familiens hest. Derefter går hun ind i huset og skærer to fingre af sit lille barn. Nogle få dage senere møder hun så den skadefro ellepige igen og der får hun sin forstand tilbage. Men man kan naturligvis undre sig over at hun stadig var på fri fod efter den adfærd!
I en anden historie begynder en pige at sygne hen. Moderen våger over hende om natten og opdager at to grønne drenge kommer ind gennem vinduet. De bærer pigen ud af huset og ind i højen nær ved gården. De må jo have antaget at konen i huset ikke kunne se dem — måske var hun en smule synsk. Konen følger efter de grønne drenge og opdager på den måde at datteren bliver placeret ved en kværn hvor hun skal male mel hele den lange nat. Det forklarer jo hvorfor pigen er så træt om dagen!
Moderen laver et kors af et par grene og kaster det ind ad den åbne dør til højen. Så styrter det hele sammen og hun får med nød og næppe trukket pigen ud af jorden. Næste dag kan pigen fortælle at hun skulle have været gift mod sin vilje med en af de grønne drenge. Det havde hun ikke kunnet tale om mens højens ellefolk havde hende i deres magt. De havde bundet hendes tunge og vilje på magisk vis.
Kilder
- Danske Sagn (Bind I) Evald Tang Kristensen, udgivet 1892-1901 på eget forlag. Fotografisk genoptryk 1980 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S, ISBN 87-17-02791-8.
- Folkesagn, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1922). Intet ISBN-nr.
- Sagn og Tro, Anders Uhrskov, H. Aschehoug & Co. (1923). Intet ISBN-nr.