For et par uger siden havde jeg besøg af en pige på bare fjorten år, som er en rigtig læsehest. Hun så på vores omfattende bogsamling og sagde så, »Jamen, hvorfor er det hele så gammelt?« Jeg blev selvfølgelig lidt tøsefornærmet. For det første er Harry Potter, som hun elsker, altså tyve år gammel nu, og for det andet så er der overhovedet ikke noget gammeldags eller forældet over min indbundne samling af Evald Tang Kristensens »Danske Folkesagn« fra 1892, at du bare ved det!
Jeg er også blevet spurgt et par gange hvorfor jeg kun skriver om gamle ting her på bloggen. Hvorfor går jeg op i gamle, støvede historier fra Ruder Konges tid? Hvorfor ikke diskutere eller anmelde meget nyere bøger? Svaret er simpelthen, at det er der mange andre, der allerede gør bedre end jeg kan. Til gengæld har folkeminder haft min interesse i årtier, så der ved jeg da nogenlunde hvad jeg snakker om. Der føler jeg, at jeg kan dele min kærlighed for vores kulturarv med andre og måske endda inspirere den næste generation til at være med til at bevare og huske disse gamle historier.
Og så er det jo lidt sjovt at se hvordan historierne bevarer sig selv. Jo, jo, navne og steder ændrer sig, og de skal gerne være lidt kortere og hurtigere til en pointe nu om dage. Men det er de samme ting, folk fortæller om nu som i 1800-tallet.
Det er små konger, der skal pilles lidt ned – lige meget om det er landsbydegnen, der snyder med prækenen, eller socialrådgiveren, som viste sig alligevel ikke at vide hvad hun talte om. Det er advarsler mod ting, man kan komme galt afsted med – om det så er at fare vild i skoven i den mørke nat, eller ikke gå hjem med den første, den bedste mand fra det lokale poolhouse. Det er skræmmesagn – om du så skal lade være med at lægge dig ud med Vorherre eller med skatteministeriet, for de vinder altid. Det er sjove historier om naboerne, Molboer eller svenskere. Historier om fremmede skikke, som man ikke forstår. Historier, om ting der er nye og farlige. Vandresagn, urban legends, og den slags pral, der kommer når der er røget ti af de grønne op på havebordet på terrassen på en varm sommeraften.
Steder og navne forandrer sig, men menneskets natur ændrer sig ikke synderligt. Når jeg læser sagn og folkeminder kan det godt være, at de på overfladen handler om ellepiger, lindorme, gårdnisser og spøgelser. Men dybest nede handler de om mennesket og dets forsøg på at forstå og forklare sine omgivelser. Lige meget hvad jeg skriver på for tiden har jeg mine folkemyter med i baghovedet – for selv i en historie, der foregår i det ydre rum, vil der være overtro, vandrehistorier, og kulturelle myter. Og frem for alt vil der altid være mennesker.
I sidste instans handler alle vores historier og myter om netop det, at være menneske. At forsøge at forstå og forklare og ikke mindst retfærdiggøre os selv og hinanden. Lige meget om de er fra 1892 eller denne side af årtusindskiftet.
Desuden skal min lokale genbrugsbiks også have noget at leve af. Jeg har vist slæbt den første trillebørfuld gamle paperback-udgivelser fra 1920’erne og 30’erne med hjem bare indenfor de sidste tre måneder.