Vil du have hurtige penge? Så er det hverken flyvende fabeldyr eller alkohol vi snakker om. Dragedukker og spiritusser er amuletter som ved djævelens hjælp drager og lokker penge og velstand til sin herre.
En dragedukke er en lille, livløs figur som ligger i sit skrin og stilfærdigt lokker penge til sig. Spiritussen er en levende lille dæmon eller tjenende ånd som lokker penge og rigdom hjem til sin herre. Hen ad vejen forsvandt forskellen på de to betydninger. Men det gjorde ikke noget, for uanset om dragedukken eller spiritussen er en lille figur eller et levende lille væsen, så har den samme arbejde: Den skal trække penge til og få dem til at yngle.
Dragedukker drager penge til huse
Alruneroden, den magiske mandragora, er en af de mest kendte tjenende ånder og pengemagere vi har i folkloren. Dragedukken arbejder på samme måde – og mange gange er den lille figur netop skåret ud af alrunerod (eller måske sellerirod, hvem kan alligevel se forskel i farten?). Alruner er kendte for at kunne trække penge til sig gennem skorstenen eller ind gennem lugerne i loftet. Det kan dragedukker også. Nogle dragedukker har så meget magt at de får pengene til at trille lige lukt ud af den blå luft!
Det er hårdt arbejde sådan at lave penge, og derfor skal dragedukker fodres. Den er ikke dyr at have på kost; dragedukker æder gerne kattelort eller hestepærer, så man kan ikke påstå at de er kræsne.
Til gengæld bliver din nabo næppe begejstret hvis du har sådan en amulet liggende i natbordet. Det er nemlig hans penge dragedukken hugger. Nogle dragedukker har så meget magt at de kan stjæle pengene lige med det samme møntmesteren er færdig med at præge dem. Men det kan dragedukken kun gøre inden pengene første gang bliver talt, for når penge bliver talt mister djævelen magten over dem.
Spiritus er afledt fra latin, og betyder ånd. Der er ingen snaps involveret.
Hvor kan jeg få fat i en dragedukke eller spiritus?
Har du bestemt dig til at anskaffe sådan en hjælpsom lille tjener fra underverdenen? Uanset om du vil have en dukke skåret ud af alrunerod (eller noget sælgeren påstår er alrunerod), eller en levende lille fyr med horn, hale og vinger, så er der masser af måder at gå i gang på.
I Tyskland hed det sig at når en kulsort høne havde parret sig med en lige så kulsort hane ville den lægge et æg. Det skulle man så snuppe fra reden, binde det op under sin armhule, og udruge det der. Når ægget revnede skulle man være hurtig – man skulle nå at fange det lille væsen der kom ud af skallen. Det var nemlig en lille nyfødt dragedukke, som man så skulle lægge ned i sin pung. Kom den først ind i tegnebogen blev den der, og så trak den penge til sig.
I Himmerland herhjemme mente man at når en hane opnåede den ærværdige alder af syv år lagde den et æg. Det skulle man tage og udruge det i varm hestegødning. Sådan et æg kom der en sær fugl – en spiritus – ud af, og blev den sat i bur trak den en skilling til sig hver eneste dag. Sådan en hane-hestepære-fugl må være i familie med den mytiske basilisk som også udruges af et haneæg. Men ser du en basilisk i øjnene bliver du forvandlet til sten, og så grov mod sin ejer er spiritussen heldigvis ikke.
Dragedukker og spiritusser i det fri
Har du ikke lyst til at have æg i armhulen eller rode rundt i hestepærer? Bare rolig. Du kan også finde en ravnerede. Sådan én ligger der nemlig også tit en spiritus i – ikke at nogen kan forklare hvad ravnene skal bruge penge til. Sådan en ravne-spiritus ligner en sær urt eller en fed tudse. Tager man den med sig hjem skaber den sig om til en tudse, hvis den ikke allerede har gjort det.
Du kan også holde øje med køernes livvidde hen på foråret. Får en ko tvillinge-tyrekalve skal man holde øje med efterbyrden. Der springer nemlig en lille fyr ud når den rammer jorden. Den ligner en tudse eller et firben, men den er også en spiritus.
Møder du en lille drage ved en korsvej ved midnatstid (og hvem har ikke prøvet det?) skal du tage den med hjem og fodre den med hirsevælling. Så bliver den til en dragedukke som skider en daler i timen.
Herhjemme optræder dragedukker og spiritusser ikke kun som tudser – nogle gange tager de form af slanger. På Fyn mente man at sorte slanger af den type gave fire skilling om dagen og en hel rigsdaler på søn- og helligdage. En anden art havde hvid krop og rødt hoved og lagde ikke penge. I stedet for sugede den sig fast bag ejerens øre og hviskede gode råd til ham eller hende om forretninger som ville få pengene til at yngle.
Fra Randersegnen har vi til sidst en lille historie om en bondekone som havde fået fat på en høne som ikke lagde æg men fireskillinger. Desværre ved ingen hvor man får fat i sådan én.
Hvordan passer jeg min dragedukke eller spiritus?
Når først det lykkes én at indfange sådan en lille hjælpedæmon gælder det om at den ikke slipper væk. Læg den i en glasskål foret med vat og sæt et låg henover, for den får hurtigt hjemve efter underverdenen og stikker gerne af. Fodr den med sødmælk og hvedebrød, så forstår den hurtigt at den har fået et godt hjem. Så går den i gang med at ruge penge ud, eller skide dem, eller hvad den nu gør. Er man først kommet så langt er spiritussen eller dragedukken ikke til at slippe af med igen; smider man den væk, eller flytter endda væk fra den, så følger den selv trofast efter sin ejer.
En tysk kone ejede sådan en spiritus, eller som hun kaldte den, en pengeskider. Den havde form af en tudse og hver dag skulle hun bade den i god rødvin. Når tudsen havde badet satte den glasset for munden og drak ud – og så satte den sig ned og sked en skinnende blank sølvdaler.
En anden heks havde en mere doven spiritus. Hun måtte klemme den grundigt på maven med ildtangen før der kom dalere ud, og det hed sig at den skreg forfærdeligt imens.
Heldigvis har Helvede også spiritusser for folk der ikke bryder sig om skidne penge. Den slags hjælpeånder gylper pengene op fra maven i stedet. Hver morgen ligger der en sølvmønt i gabet, og når en ny mønt skal op sidder spiritussen og nikker med hovedet for at hjælpe det på vej.
Spiritus eller dragedukke?
Som nævnt ovenfor bruges begge ord om begge slags hjælpeånder. Skal man kende forskel kan man huske på at spiritusser som regel (men ikke altid) ligner tudser eller fugle. Dragedukker kan derimod have alle mulige udseender, for de er jo skåret af en rod eller plante, eller endda lavet af voks eller ler. En ridefoged i Ry havde en dragedukke der lignede en nøgen rotteunge, og en mand i Ringe havde én der så ud som en stor skarnbasse. Den sidste gav mange penge fra sig, men dens ejer skrantede – den levede nemlig af hans blod.
Dragedukkens farve viser dens sind
En sønderjysk herregårdsfrue havde en dragedukke som var låst inde i et skab. En af herregårdens piger blev nysgerrig og så efter, og kunne fortælle at dragedukken lignede et lille menneske klædt i silke, med bittesmå smykker af sølv og guld. Den hvæsede ad hende og blev knaldrød i huden, og så sladrede den oven i købet om hende til sin frue. Det har nok været en ægte lille djævel, og ikke en forklædt roe.
Heldigvis kan man ofte se på en dragedukke hvordan dens sindelag er. De fleste er fredelige nok, men enkelte prygler deres ejere til gengæld for pengene. De kan også finde på at stikke af hvis de ikke får nok at spise, eller man forlanger for meget af dem. Så det er vigtigt at vide om det er et galsindet eksemplar, man har fået fat i.
Blå dragedukker er ondsindede, men også dem der giver flest penge – helt op til fem daler om dagen. Halvt blå er halvt så skrappe, men kan også kun overkomme de halve penge. Røde dragedukker giver kun en enkelt daler ad gangen og er temmelig fredsommelig (når de altså ikke hvæser, som i historien ovenfor). De gule siges at være helt hyggelige, men giver ikke meget – og de sorte er så dovne at de ikke er besværet værd.
Dragedukken og den døende
Det siger sig selv at det ikke er ufarligt at eje en dragedukke eller spiritus. Dens magiske kræfter stammer ikke fra Vorherre. Fanden giver ikke noget væk for sit gode hjertes skyld; man skal nok komme til at betale til sidst.
Om alruner hedder det sig at de kun kan sælges billigere end man har købt dem, og kan man ikke sælge dem, mister man sin sjæl. Helt så slemme er dragedukker ikke. Her er det kun hver tiende ejer der ryger til Helvede efter døden. Så kan man jo håbe på at man er en af de ni andre som går fri.
Har man dragedukken eller spiritussen i huset når man skal dø bryder den ud fra det sted, hvor den er gemt væk. Så sætter den sig på den døendes bryst og kradser ham i ansigtet. Sådan en stakkel kan ikke få fred til at dø med mindre han bliver lagt ud på møddingen, eller man lægger hestemøg ind under hovedpuden. Sådan føjer dragedukken spot til skade, det hævngerrige bæst.
Når først ejeren endelig er død falder dragedukken igen til ro. Den skal med i kisten, med mindre den yngste søn har lyst til at arve den. Ingen andre børn og arvinger kan overtage sådan én – og yngste søn skal betale sin afdøde far i brød og brændevin, som også skal med i kisten. Så kan den afdøde nemlig bestikke sig til lidt bedre behandling fra smådjævlene i Helvede.
Kilder
“De fandens penge”, Gorm Benzon. Thaning & Appels Forlag for Kreditforeningen Danmark (1978), ISBN 87-413-6121-0.
Fotos: Public domain.