Jeg elsker den danske natur. Fra grønne enge og grøfter fuld af snerle og gederams, gennem dybe og skyggefulde skove, til vindomsuste heder og strandenge, der dufter af salt og hav. Selv en helt almindelig grøftekant er sådan en sommerdag et overflødighedshorn af blomster, græsser, og dufte. Ude godt, hjemme bedst.
Det er spændende og udfordrende at skrive eller læse om fjerne horisonter og fremmedartede landskaber. Jeg elsker en god fantasy- eller science fiction-roman med en interessant verden som grundlag lige så meget som alle andre læseheste. Men alligevel slår det mig at i stedet for at bevæge sig helt ud i fjerne galakser kan jeg finde den mest magiske og fortryllende verden lige her, lige udenfor min hoveddør.
Okay, så lidt længere væk, da. Jeg bor trods alt inde i midtbyen og så spændende er flisefortov og parkede biler heller ikke. Men jeg skal ikke køre langt for at finde en grøftekant, et skovbryn, eller en eng. Jeg behøver ikke at gå ombord i et rumskib for at finde en uudforsket verden. Hvor mange af jer kan navngive tre forskellige blomster på billedet? Du skal ikke se på mig – jeg er et barn af 80’ernes folkeskole og hvis ikke min mor havde lært mig at den hvide hedder snerle og den lilla gederams, så var det her endnu mere pinligt. Jeg er sikker på, at der også er en brændenælde et sted, og så når vi alligevel tre.
Det magiske og mystiske er ikke altid langt væk. En god historie dufter og sanser. Den fortæller mig ikke bare at her er en eng, solen skinner, jubii. Nej, her er en eng, der hvor åen diskret smutter under landevejen, her står den lilla gederams som soldater på parade mens den hvide snerle kærligt snor sig om dem som katte om menneskeben. Her snurrer humlebierne i luften mens de samler pollen og i det fjerne synger en lærke. Sommerbrisen dufter af nyslået hø og himmelen er så blå at sjælen synger.
Som en amerikansk veninde sagde til mig for noget tid siden: Det, der er kedeligt og dagligdags for dig, er eksotisk for mig – og omvendt. Jeg læser gerne romaner, der beskriver fjerne landskaber og underlige, finurlige samfund. Men sidder man i en støvet ørkenflække i Arizona, så er vores danske, frodige natur og lidt navlebeskuende samfund mindst lige så magisk, underligt, og finurligt.
PS. Da jeg tog billedet til denne artikel rejste der sig en råhind op et par meter fra mig. Den gloede lidt og gik derefter roligt lidt længere ind på engen for at sove videre. Fandens turister.