2017 var det år, hvor jeg endelig lagde medicin nok fra mig til at kunne begynde at skrive igen. Det var også året, hvor jeg holdt op med at spille World of Warcraft, så jeg fik tid til at skrive — og det var i alt fald en af de bedre beslutninger, jeg har taget. Det kan godt være, at jeg ikke fik antaget Dragedukken hos et forlag endnu — men i det mindste føler jeg, at jeg udrettede noget i 2017 ved at skrive den!
2017 var året hvor,
- Jeg fik mange flere timer i hverdagen fordi jeg lagde medicin og videospil på hylden,
- Jeg lærte rigtigt mange forfattere og forfatterspirer at kende virtuelt,
- Jeg kom i kontakt med det socialpsykiatriske system igen efter at have opgivet at finde rådgivning i meget lang tid,
- Vi flyttede ud af byen, ud på landet, hvor der er stille og roligt og smukt, — for kan man ikke gå godt nok til at forlade matriklen, så kan man i det mindste sikre sig at man bor på en køn matrikel,
- Jeg skrev halvanden roman og fik mit første officielle afslag siden 1999.
2018 skal blive året hvor,
- En eller anden stakkels, uskyldig forlægger kommer til at udgive Dragedukken,
- Jeg får skrevet Sky færdigt og begyndt på det næste projekt,
- Jeg får skrevet en del fan fiction bare for sjov,
- Jeg finder en måde at slippe af med i alt fald nogle af mine tvangstanker på,
- Jeg får afklaret om jeg har fibromyalgi eller mine kroniske smerter stadig ikke kan forklares medicinsk,
- Jeg får gjort noget ved min astma så jeg kan få vejret godt nok til at
- Jeg begynder at ride min hest igen efter lang tids sygdom (hestens), sådan at
- Jeg og hesten begge to kommer i nogenlunde form igen.